I Folkekirken har dåbssakramentet en central plads ligesom i Den Katolske Kirke. I begge tilfælde læner man sig op af den lære, som siger, at uden dåb går et spædbarn fortabt.
Jeg kender personligt én som blev nøddøbt i hjemmet, fordi hun var et svagt barn ved fødslen. Hendes familie, som tilhørte Folkekirken, sendte bud efter præsten, for at barnet kunne nå at få syndernes forladelse af præsten og blive indlemmet i Guds Rige - i tilfælde af at barnet skulle gå hen og dø. For i følge den officielle lære, findes der ingen frelse uden dåb – heller ikke for et spædbarn.
Men her har Folkekirken og Den Katolske Kirke så kreeret en ”pakkeløsning” til evig frelse for enhver, som vil lade sig døbe til disse kirker. Her bliver der ikke lagt vægt på den enkeltes egen omvendelse fra et syndigt liv - for derefter at lade sig døbe på egen tro og bekendelse. Nej, for ifølge denne lære har selv et spædbarn tro – godt nok kun en lille tro - og derfor er det da også skik og brug, at et spædbarn ved dåben, symbolsk, bærer en lang dåbskjole – for så er der plads til at troen kan vokse!?
Derfor må den Den Katolske Kirke i bund og grund betegnes som en ulv i fåreklæder - der i kristen forklædning, med pomp og pragt - og i traditionens navn - forfører mange mennesker væk fra den sande tro i Kristus. Her er barnedåben, som den udføres af både Den Katolske Kirke og af Folkekirken må betegnes den største vranglære i Danmark, fordi den har kostet mange fortabte menneskesjæle - og har ført mange til Helvede, fordi man lænede sig op ad sin dåb - uden at omvende sig for det rette. Men sig mig: Hvordan kan et spædbarn - efter egen vilje kunne omvende sig; endsige lade sig døbe på sin egen tro og bekendelse? Kan et umælende spædbarn tage stilling til noget det ikke forstår? Nej vel. Det er derfor både ubibelsk og blasfemisk at mene, at et sådant barn modtager Guds Ånd i dåben – bare fordi præsten i Den Katolske Kirke og Folkekirken foretager en liturgisk handling.
Her må vi gøre det, som Paulus siger: ”Hold jer til Skriften!”
Hvor ofte hører man ikke mennesker i Danmark sige: … jeg er da også en kristen… jeg er jo både døbt og konfirmeret!
Her er de blevet bildt ind, at præsternes sakramenter giver fuld adgang til Himlen – ja, man behøver overhovedet ikke at omvende sig, for de siger, at vi har fået det hele i dåben.
Jeg tør derfor ikke sætte tal på, hvor mange mennesker, der igennem tiderne, har været indfanget i denne løgn, og som i dag står uden for frelse pga. denne løgnelære.