Dionysos er vinguden, frugtbarhedsguden og naturguden. Dionysos og hans følge af satyrer og mænader hører til et af de mest almindeligt forekommende motiver i græsk vasemaleri, hvor han optræder første gang fra omkring midten af 500-tallet f.Kr. Ligesom de andre guder blev han fremstillet med nogle egenskaber, han kunne kendes på: Vindruer, leoparder og efeu.
Grækerne dyrkede bla. Dionysos ved afholdelsen af vilde, natlige orgier ude i skovene, hvor alle hæmninger blev smidt til dans, musik, druk, fakler, mystiske ritualer og involverede fløjter og trommer, fakler og råb og skrig, udklædte mænd og kvinder i ekstase. Disse fester bestod også af indfangelsen af vilde dyr, råt offerkød af tyr eller ged, der blev flået og spist råt - og ikke mindst blev der indtaget rigelige mængder af vin. Ligesom i den katolske nadver fik man - ved at spise og drikke guden - del i ham. Under gudsdyrkelsen kom mennesket ud af sig selv (ekstasis: træde ud), og ved indtagelsen af vin og dyrekød kom guden ind i mennesket (enthusiame: ind i sindet) og mennesket og guden blev ét.
Fester for Dionysos
I Athen blev Dionysos dyrket årligt ved en række store fester, der bla. havde karnevalsagtige optog med kæmpe fallosfigurer og dans i gaderne, på programmet. En af festerne, De Store Dionysier, dannede rammen om en konkurrence, hvor forskellige forfattere dystede om at skrive de bedste teaterstykker om guder og helte.
Vinguden blev også dyrket under mere private former i hemmelige foreninger og loger, og mennesker blev tilbudt indvielse i mysterierne knyttet til Dionysos. Et af højdepunkterne var fremvisningen af den hellige fallos, der blev frembåret i en kurv under et klæde. I Rom afholdtes såkaldte bacchanalier, hvor det gik så lystigt for sig, at myndighederne på et tidspunkt valgte af forbyde dem (den såkaldte Bacchanalie-affære i 186 f.Kr.).
