”Hjertet” er et symbol på den inkarnerede søn. Det blev efterhånden til ”det brændende hjerte”. Derfor skulle der altid være brændende lamper og tændte lys - som et led i tilbedelsen af ”sønnen”. Iflg. de religiøse overleveringer, som stammede fra Zoroaster (Irans store religionsstifter), var det solguden Osiris, der blev tilbedt som "sønnen" eller som ”det brændende hjerte”.
Når alle egyptere, på en bestemt nat, skulle tænde en lampe i deres hus eller under åben himmel, var det en hyldest til solen, som - indhyldet i sin stråleglans - iklædte sig en menneskelig skikkelse – som solguden Osiris. I det hedenske Rom blev det samme praktiseret. Før den romerske kejser Licinius gik i krig imod sin rival Konstantin (324 e.Kr.), sammenkaldte han et råd af venner i en tæt skov, som var oplyst af vokskerter, og der ofrede han til sine guder, samtidig med at han i sin tale gav guderne et praj om, at han ville finde det nødvendigt at opgive dyrkelsen af dem, såfremt de ikke gav ham sejr over deres fælles fjende Konstantin, og i så fald ville han ikke længere tænde kerter til ære for dem.
Ved højtideligheder i Rom plejede byens førende dommere, iført ceremonielle dragter, at assistere præsterne med vokslys i hænderne. Det skete, mens de bar deres gudebilleder og figurer, som var iklædt deres mest fornemme dragter. Disse blev som regel fulgt af byens førende unge skuespillere fra pantomimen, klædt i hvidt linned eller messesærke. De sang hymner til ære for guderne, hvis fester de fejrede, omgivet af skarer af alle slags mennesker, der var indviede i den samme religion, alle med fakler eller vokslys i hænderne.
Så gennemsyret af hedenskab var denne skik - at tænde kerter og vokslys ved højlys dag - at kristne forfattere i det 4. århundrede beskriver det absurde ved denne praksis og håner de kristne romere ”... for at tænde lys for Gud, som om han levede i mørke”.
Eftersom Rom bruger både olielamper og vokslys i sine hellige ritualer, er det indlysende, at disse er blevet tillagt en fremtrædende betydning frem for alle andre lys, særligt i forbindelse med den hellige påskeuge og det hellige sakramente. Mystikken omkring disse olielamper og vokslys er så stor, at dette hemmelighedskræmmeri taler for, at der var et okkult mysterium skjult bag disse lys i det hedenske Rom.
På Ceylon bygger nogle buddhatilbedere, som ikke er præster, kapeller til sig selv og tænder vokslys foran buddhabilledet, som er smykket med blomster. Denne praksis, der er så almindelig i alle dele af verden, må have en primær kilde af okkult karakter. Vokslyset var oprindelig et hieroglyfisk tegn, som betød "den babylonske gud som den store formidler”.
