Jesuitternes bidrag til dyrkelsen og læren om Maria (Mariologien) har siden slutningen af det 16. århundrede været med til at påvirke - med deres tusindvis af bøger, som har floreret i den katolske verden og er et tydeligt vidnesbyrd om denne afgudsdyrkelse. Ignatius Loyola, som var grundlægger af jesuiterorden, og som spillede en magtfuld rolle i den blodige modreformation, var en stor tilhænger af Jomfru Maria.
Han levede i længere tid som eremit, hvor han gennem ”åndelige øvelser” til sidst fik et syn af Jomfru Maria, der åbenbarede sig med jesusbarnet på armen, og viste ham, at hun var lige så magtfuld som jesusbarnet. Derfor var Jomfru Maria den mest betydningsfulde i hans liv. Ignatius ønskede, at hans disciple skulle have det samme sanselige forhold til gudsmoderen, Maria, som efterhånden åbenbarede sig med sanselige og lidenskabelige manifestationer.
Her indstiftede de en speciel kult til tilbedelse af hendes relikvier, som fx stykker af hende slør, adskillige totter af hendes hår, et stykke af hendes kam m.m.
Fader Barri skrev:
Paradiset åbner sig gennem ét hundrede påkaldelser af gudsmoderen.
Poeten, Fader Jacques Pontanus, dedikerede en hymne til Marias bryst:
Intet er mere lifligt end hendes mælk, og intet er mere frydefyldt end hendes skød…
Og denne kvalmende forgudelse har ikke aftaget siden da – tværtimod.
