Genfødsel ved dåben er en fundamental lære i Romerkirken - ja, den er selveste indgangen til det romerske religions-system. Dåben er så betydningsfuld, at den, ifølge Rom, må betegnes som "absolut nødvendig for at blive frelst". Hvis et spædbarn dør uden denne dåb – påstår Rom – har det ikke længere adgang til evigt liv. Hvis vi til gengæld sørger for, at de at bliver døbt, sker der noget magisk, uden at vi behøver så meget som at løfte en finger… for en katolsk dåb – påstås det - "genføder os med en ny åndelig fødsel og gør os til Guds børn”. (Bishop Hay’s Sincere Christian, vol. i. p. 356).
I sin bog (Sincere Christian) stiller den katolske Biskop, George Hay dette spørgsmål: "Hvad bliver der af de små børn, som dør uden dåben?" Og han svarer selv: ”Hvis et lille barn dør for Kristi skyld, vil det være som en dåb i blod, og det vil blive båret til himmelen; men undtagelsen er i sådanne tilfælde, hvor spædbarnet ikke har været i stand til at udtrykke et ønske om at blive døbt - for hvis det ikke bliver døbt med vand, KAN DET IKKE KOMME IND I HIMMELEN." (Bishop Hay’s Sincere Christian, vol. i. p. 362).
Hvis barnedåben er en forudsætning for frelsen, må det nødvendigvis betyde, at børn, som dør, inden de bliver døbt, er fortabt i al evighed. Dette sætter især de dødfødte børn i en meget uheldig situation - for de er helt uden mullighed for overhovedet at blive døbt. Denne tankegang er ikke bibelsk, men er hentet fra hedenskaben. Den, som har beskæftiget sig med klassisk mytologi, er også bekendt med, hvilken melankolsk tilstand Æneas var i, da han besøgte Helvede i underverdenen og fandt de ulykkelige spædbørns sjæle, som var døde, før de havde modtaget de såkaldte "kirkelige ritualer i form af barnedåben".
(Æneas var en romersk/græsk Gud, som iflg. mytologien byggede Rom).
Her fortælles det, at: "Foran portene lød de nyfødte babyers skrig, hvem skæbnen havde revet bort fra deres blide mødre, og som pinte hans ører". (Æneid, Book vi. II. 576-578, DRYDEN - In Original, II. 427-429)
Disse fortabte spædbørn var udelukkede fra de elysiske marker (som er betegnelsen for det hedenske paradis), hvor de ikke har andet selskab end de fortabte - dem, der havde gjort sig skyldige i selvmord:
"Ved siden af var de, som også blev straffet - de, som ødslede deres sjæle bort. De er tåber, som beklagede sig i deres elendige tilstand. Og med deres afskyelige, urolige liv gravede de deres egen skæbne". (Virgil, Book vi. p. 586-589, DRYDEN’s Translation – Original, II. 434-436)
Det er en uhyrlig tanke - der har sin rod i de hedenske religioner - men for Jesus har børnene stor betydning - dem må vi ikke forhindre i at komme til Kristus - for sådanne hører ham til.
Også Folkekirken har den samme stålsatte overbevisning om frelse i dåben – og det skyldes, at den er en aflægger af Den Katolske Kirke. Da jeg var i praktik i en folkekirke i forbindelse med min uddannelse, var jeg vidne til en dialog imellem en mini-konfirmand og selveste præsten på stedet. Præsten havde lige undervist i, at man, ved dåb, automatisk bliver en kristen og kommer i himlen, når man dør.
Da rakte en af mini-konfirmanderne – en lille pige - hånden i vejret og sagde: ”Min kusine - som også er døbt - siger, at hun IKKE vil være en kristen, og hun siger også, at hun IKKE vil i Himlen!”
Vi så alle spændt på præsten for at se, hvad han ville svare. Men Præsten betænkte sig ikke et øjeblik - han lænede hovedet lidt på skrå, smilede saligt og svarede: ”Jamen det er hun – hun er en kristen og selvfølgelig kommer hun i Himlen – uanset om hun vil det eller ej!"
Men alt i alt er det svært at forestille sig, hvilke forfærdelige synder et lille uskyldigt spædbarn er i stand til at begå i sin hjælpeløse tilstand, som gør sig fortjent til en evig fortabelse?! For hvis der ingen synd er, er der ingen straf. Derfor er denne lære antikristelig og strider imod den Hellige Skrift, for Herren Jesus Kristus har udtrykkeligt givet udtryk for, at spædbørn - uden den mindste tilknytning til dåben eller nogen anden ydre handling - hører ham til, for her siger Jesus:
”Lad de små børn være; I må ikke hindre dem i at komme til mig, for Himmeriget er deres.«" (Matt. 19, 14)
