MENIGHEDEN LYS & SALT


DEN ROMERSK KATOLSKE ASKESE



Den Katolske Kirkes ørkenfædre og såkaldte mystiske "hellige" praktiserede, hvad vi i dag må kalde for ekstrem askese. Askese er selvtugt gennem streng og afholdende levevis, hvor naturlige drifter undertrykkes og jordiske goder forsages. Mange mystikere var, uden tvivl, selv med til at skabe sig en alt for tidlig død. I bogen The Way of the Mystics fortælles det, at den katolske nonne Hildegard af Bingens "strenge praksis med faste og selv-afstraffelse resulterede i et liv med helbredsproblemer og migræne" (Talbot, The Way of the Mystics, p. 55). Og hvem var så denne Hildegard af Bingen?​




​Hildegard af Bingen (1098 -1179), var en katolsk benediktinernonne, der praktiserede en så ekstrem form for askese, at det skadede hendes helbred. Hun kaldte de syner hun fik for "Guds hemmelige mysterier” – og hun sagde, at hun allerede i en alder af tre år begyndte at få disse syner. Hun hævdede at hun, i et syn, havde set hvert et medlem af Guddommen – Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd?!


Hun profeterede, fejlagtigt, at endetiden ville komme i hendes dage, ligesom hun var dybt engageret i tilbedelsen af Jomfru Maria, som hun skrev sange til, fx sangen: "Pris Moderen". Hun omtalte Gud i hunkøn og var dybt engageret i et falsk evangelium om at vi kan frelses gennem de katolske sakramenter. Hun hævdede også at have set Skærsilden og beskrev dette mytiske sted i detaljer.


Hun blev, efter sin død, ophøjet til katolsk kirkelærer af Pave Benedikt XVI i år 2012 (doctores ecclesiae).


Hendes lægemedicinske værker bliver stadig brugt i den alternative sundhedsbevægelse i dag, selvom de stort set er groteske og ”langt ude”. De involverer helbredende sten, besværgelser og recepter af urter, med det formål at afbalancere "legemets sindstilstand", hvilket er en okkult tankegang. Hendes kur imod skaldethed var at smøre bjørnefedt på hovedet, blandet med aske fra halm, og lade det blive der så længe som muligt - og imod sygdommen gulsot, pålagde hun den lidende at binde en flagermus på ryggen, og lade den blive der indtil den døde!?


Og det er præcis af disse mørke, okkulte vande, den moderne kontemplative bønnebevægelse i drikker af i dag. Her er moderne tilbedelses-musik og kontemplativ bøn to af de mest kraftfulde virkemidler, som har været med til at opbygge de sidste tiders frafaldskirke. Også Johannes af Korset mishandlede sit legeme så forfærdeligt, at han, ifølge Catholic Encyclopedia, ”to gange blev reddet fra den visse død, ved indgriben fra den Hellige Jomfru”.



Efter at have studeret ørken-munkene må vi, på mange måder, give Edward Gibbon, den berømte britiske historiker, ret. Han beskrev den typiske ørken-munk som:


”En overspændt og udtæret sindssyg ... der tilbringer sit liv i en lang rutine af ubrugelig og grusom selv-tortur, tilbagetrukket i fællesskab med de skrækkelige genfærd, der opstår i hans kulrede hjerne”.


Gibbon sagde bla.:


”De lod sig frivilligt begrave under en smertefuld vægt af kors og kæder; Og deres afmagrede lemmer blev begrænset af halsbånd, fodlænker, kæder og benskinner af massivt og ubøjeligt jern" (Det romerske riges forfald og undergang, 1963)


Og giver disse ørkenmunke os ikke associationer til de hinduistiske asketer som ligger på senge af søm og går gennem ilden med de bare fødder? Sådanne asketiske praksisser kan udøves af forskellige årsager, men ingen af dem er bibelske. Disse praksisser blev, først og fremmest, anset for nødvendige HVIS man ville opnå frelse og helliggørelse. De var samtidig en nødvendig straf for synd. Man anså, i det hele taget, sådan en praksis som et nødvendigt skridt på vej imod et ekstatisk og åndeligt samfund med Gud.


Her taler vi ikke om et oldtidssagn, men om en praksis som stadig udøves. Det ser vi bla. hos Padre Pio - en afdød kapucinermunk, der levede fra år 1887- 1968.


40 år efter sin død blev han gravet op, balsameret og udstillet som relikvie, så vi kan ”ære” ham, og som nu ligger lit de parade i Den Katolske Kirke. Angående askese og selvplageri sagde han bla.:


”Lad os nu overveje, hvad vi må gøre for at sikre os, at Helligånden kan bo i vores sjæl ... selvtugtelsen må være konstant og stabil, uden afbrydelse, og den skal vare hele livet. Desuden må den perfekte kristne ikke være tilfreds med den form for selvtugt, som kun udadtil virker seriøs. Han bliver nødt til at sørge for, at det gør ondt” (“Mortification of the Flesh,” Wikipedia). ​



Efter sin død blev han kåret som helgen på grund af sine overnaturlige åbenbaringer, hvor han angiveligt skulle have set ”Jomfru Maria” i et syn, og hvor han efterfølgende fik smertefulde stigmatiseringer – det kaldes også for Jesu sårmærker, hvor man, iflg. katolsk lære, ”lider for de afdøde sjæle i Skærsilden”. Ordet "stigmatisering" stammer fra det græske ord "stigma" som betyder "brændemærke". Det er en meget smertefuld tilstand hvor blodet løber fra åbne sår på kroppen, de steder hvor også Kristus blev såret i forbindelse med sin korsfæstelse - fx på hænder og fødder efter naglerne, eller i siden efter spyddet og i panden efter tornekroningen.


Et andet overnaturligt og ubibelsk fænomen, som også fandt sted hos Pio, var den såkaldte bilokation, et metafysisk fænomen, hvor en person angiveligt kunne befinde sig to steder på samme tid, og hvor Pio angiveligt blev set flere steder på samme tid. Alt sammen som et resultat af disse katolske praksisser.



Efter at Frans af Assisi modtog Jesu sårmærker i 1224, berettes der om mere end 300 tilfælde, hvoraf pater Pio er en af dem. Han modtog stigmaterne som ung præst og levede med dem i 50 år.


Ignatius af Loyola (1491-1556) - en anden af disse asketiske munke - anbefalede i sin bog Åndelige øvelser: ”tugtelse af legemet ved at påføre det en passende form for smerte” ved bla. ”at iføre sig hairshirts, reb eller jernkæder eller ved hudstrygning (piskning) eller ved at såre sig selv og ved andre former for askese” (The Spiritual Exercises of St. Ignatius, First Week, Vintage Spiritual Classics, p. 31).


Han var grundlægger af jesuiterordenen og spillede en magtfuld rolle i den blodige modreformation. Desuden var han en stor tilhænger af Jomfru Maria, som han fik en åbenbaring af. Ignatius levede gennem længere tid som eremit, hvor han udøvede sine ”åndelige øvelser”, som blandt andet afstedkom, at Jomfru Maria åbenbarede sig for ham med jesusbarnet på armen. Og her skulle hun angiveligt have præsenteret sig selv, som værende lige så guddommelig som Jesus. http://www.xavier.edu/jesuitresource/jesuit-education/the-influence-of-mary-on-ignatius-loyola.cfm


Denne tugtelse af legemet - samt askesen og meditationen viste sig hurtigt effektiv. Men disse åbenbaringer kunne naturligvis ikke stamme fra Gud, eftersom Jomfru Maria ikke var guddommelig, men kun et menneske - ligesom dig og mig.


Også Pave Johannes 23 (1881-1963) underviste om denne form for askese og udtalte: ”Men de trofaste skal opmuntres til ydre handlinger i form af bodsøvelser, både for at holde deres legemer under streng kontrol med fornuft og tro, og for at gøre bod for deres egne og andres synder” (Paenitentiam Agere, July 1, 1962). https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=45010500


Asketiske praksisser regnedes som nødvendige for en hellig, som anså legemets kødelige lyster som onde. Johannes af Korset - en af de mest velansete af de katolske mystikere og teologer, anså den fysiske eksistens, med alle dens behov og ønsker, som syndig ifølge deres natur (Talbot, The Way of the Mystics, p. 148).


Her lagde ​Frans af Assisi ikke fingrene imellem, når han kaldte sit eget legeme for ”Broder æsel”. Denne misforståede og overdrevne form for undertrykkelse af de fysiske behov kan spores tilbage til den platoniske og gnostiske filosofi, som blev inddrukket i rigelige mængder af de tidlige ørkenfædre og kirkefædre.


Der er i det hele taget mange fælles asketiske praksisser hos mystikerne, som fx:



Ekstrem faste


Peter af Alcantara (1499-1562), som var Teresa af Avila's åndelige instruktør, indtog for det meste kun føde én gang i løbet af tre dage.

På visse tidspunkter i sit liv levede den katolske mystiker og kirkelærer Katarina af Siena (1347-1380) udelukkende af messens vin og oblater.

Kosten i mange klostre var, i det hele taget, meget sparsom. Her kan vi bla. nævne cistercienser-munkeordenens strenge overholdelse, hvor munkene, en del af året, kun lever på en meget lille mængde mad, hvor de aldrig får hverken kød, fisk eller æg.


En anden at disse asketers selvtugtelse er:


Selvpiskning


Dominic Loricatus (995-1060), en benediktinermunk, hudflettede sig selv 300.000 gange med en pisk i løbet af en seks dages periode. Det gjorde han, alt imens han reciterede Salmerne. (Edward Gibbon, The History of the Decline and Fall of the Roman Empire, vol. V)

Med 30 salmer gjorde han bod for et års synd - alle salmerne gjorde bod for 5 år.


Katarina af Siena (1347-1380) slog sig tre gange om dagen med en jernkæde.


Thérèse af Jesusbarnet piskede sig selv for fuld kraft, mens hun smilede til krucifikset gennem sine tårer.


Hildegard af Bingen anbefalede ”sønderrivelse af kødet, og tunge tæsk” for at afværge pirrende lyster.



Hairshirts var også en fast del af disse bodsøvelser


En hairshirt var et stykke ubehageligt tøj, som blev båret tæt på huden. Almindeligvis var det lavet af noget ubehageligt stof såsom hestehår, men blev også nogen gange fremstillet af metal.


Henry Suso (1295-1366) var en tysk mystiker og dominikanermunk. Også han var tilhænger af hairshirt, og hans lænd var dækket af ar fra hans hestehårtrøje. Suso udtænkte også flere andre smertefulde påfund. Nogle af disse var: En underbeklædning besat med hundrede og halvtreds messingenegle der gennemborede hans hud, samt en meget ubehagelig dør til at sove på, og et kors med tredive fremspringende nåle og negle som lå under hans krop, mens han sov.


Dominic Loricatus (995-1060) og Ignatius af Loyola (1491-1556) bar også hairshirts af ringbrynje.



Endnu et tugtemiddel er Bindinger


Ignatius havde for vane at binde en kraftig snor under knæet.


Fatimas seere – de tre børn, som angiveligt skulle have set ”Jomfru Maria” i Fatima i år 1917 - havde stramme snore omkring deres talje.


Katarina af Siena (1347-1380) havde en kæde med et kors viklet så stramt om kroppen, at den fik hende til at bløde. Den er beskrevet som et "spidst bælte af jern". Hendes selvstraf efterlod hendes krop fyldt med gabende sår, som hun gladeligt kaldte for sine ”blomster" (Talbot, The Way of the Mystics, p. 81)



Også afkald på personlig hygiejne var på listen over selvtugtelsen


Antonius den Hellige (251–356) var en egyptisk munk og eneboer, som aldrig badede sit legeme og som heller aldrig vaskede sine fødder.


Henry Suso (ca. 1295-1366) en tysk mystiker og dominikanermunk, tog ikke et eneste bad i 25 år.


For en tid tog Ignatius of Loyola heller ikke bad. Han klædte sig i pjalter og lod sit hår og sine negle vokse vildt.


Thomas Merton (1915-1968), som var en romersk-katolsk trappistmunk, måtte kun vaske sin kåbe én gang om måneden, og tog kun brusebad med tilladelse fra abbeden. Trappistordenen, den strengeste munkeorden inden for Den Romersk-Katolske kirke kaldes også Thomas Mertons ordenen. Den burde i stedet have været kaldt ”de ildelugtendes orden” - hvis det altså stod til mig!



Endnu en tugtelse var frarøvelse af søvn


Her kan vi bla. nævne Katarina af Siena (1347-1380) som kun tillod sig en halv times søvn hver anden dag, liggende på et hårdt bord. Ikke så sært, at hun fik underlige syner!


Peter af Alcantara (1499-1562) sov kun halvanden time om dagen igennem 40 år.


Katarina af Genova (1447 -1510) – var en italiensk romersk katolsk helgen og mystiker, som blev beundret for sit arbejde blandt de syge og de fattige. Hun er blevet husket på grund af de mange forskellige skrifter, som ikke kun beskrev hendes gode gerninger, men som også beskrev hendes mystiske oplevelser. Hun sov så lidt som muligt og når hun sov, sov hun altid på en seng dækket af tornebuske og tidsler.



Stilhed og ensomhed


Dette var i det hele taget en stor del af det asketiske og katolske munkeliv. Eneboeren Theon - en af ”ørkenfædrene” - talte ikke et ord og var tavs i tredive år.


Abbot Moses (330-405) – også kaldet Moses den sorte, var en asketisk munk og præst i Egypten i det fjerde århundrede. Han var også en af ørkenfædrene. Der fortælles om ham, at en ung mand engang bad om vejledning, hvortil han skulle have svaret: "Gå hen og sæt dig i din celle, og din celle vil lære dig alle ting" (The Way of the Mystics, p. 24).


Romuald, grundlæggeren af den camaldolske orden, (ca. 951-1027) sagde, at eremitten skal "sidde i sin celle som en kylling og ødelægge sig selv fuldstændigt" (Talbot, Come to the Quiet, p. 22). Også Cisterciensermunkene aflægger et løfte om tavshed og de kommunikerer kun indbyrdes via tegnsprog.


Teresa fra Avila krævede, at nonnerne i hendes orden ikke talte til hinanden eller tilbragte tid sammen, undtagen når de spiste eller tilbad. Hun sagde: "Alle skal være alene i hver sin celle" (The Way of Perfection, chap. 4, p. 29).



Adskillelse fra slægtninge


Mange klostre forbyder deres munke og nonner at have omgang med deres slægtninge.


Teresa af Lisieux (lisjø) og hendes fire søstre, var nonner i Karmeliterordenen, og da deres far pludselig fik en række slagtilfælde, der gjorde ham alvorligt handicappet, kunne de ikke få lov til at besøge ham. Dette er helt klart i modstrid med Guds befaling om at ære og vise omsorg imod sine forældre.



Paulus’ advarsler


Det var profetisk tale Paulus kom med, da han – for over 2000 år siden - advarede de kristne om at vende sig fra troen og lade sig undervise i dæmoners lærdomme. Han satte navn på nogle af de ting som de ville håndhæve, bla.:


De forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde, som Gud har skabt til at modtages med tak af dem, der tror og har erkendt sandheden. (1 Tim 4,1-3)


En mere klar beskrivelse af det katolske munke- og nonnevæsens asketiske levevis, er aldrig tidligere blevet beskrevet tydeligere! Her taler Paulus både om forbud mod ægteskab og udsultning af legemet. Mange askesetilhængere finder desværre bibelsk støtte for deres ekstreme og asketiske livstil i Paulus' udtalelse i 1 Kor 9,27 hvor han siger:


Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.


Men de overser desværre at Paulus faktisk advarede imod denne form for asketisk levevis i Kollosenserne 2,20-23:


Når I med Kristus er døde fra verdens magter, hvorfor underkaster I jer så påbud, som om I levede i verden: Tag ikke, smag ikke, rør ikke! – alt sammen noget, der skal bruges og forgå – det er kun menneskers påbud og lære. Det går for at være visdom med selvvalgt gudsdyrkelse, falsk ydmyghed og skånselsløshed mod legemet, men det har ikke nogen værdi, det tjener kun til kødelig tilfredsstillelse.


Ja, vi oplever også tit, hvordan disse såkaldte helgener udstiller sig selv for at blive beundret af mennesker – men helt ærlig… der findes kun en slags hellig – og det er dem der lever i lydighed imod Jesu bud. Desuden taler Bibelen om at faste ikke har til formål at straffe os selv. Nej, faste efter Guds sind handler om at sætte mennesker i frihed og om åndelig krigsførelse, fx da disciplene ikke kunne uddrive en dæmon og Jesus sagde til dem:


Den slags fordrives kun ved bøn og faste. (Matt 17,21)


Nej, Paulus talte aldrig om den form for askese, som de ekstreme ørkenfædre og mystikere udøvede - eller om den praksis som det katolske klostervæsen praktiserede. I ovenstående bibelvers taler han om de ting, han måtte lide under og udholde ting som han blev udsat for og som kom udefra – i form af prøvelser i menigheden – eller om de ubehagelige ting han måtte udholde som konsekvens af sin forkyndertjeneste. (2 Kor 11,23-27) Men vi hører aldrig at Paulus tugtede sit legeme korporligt eller ødelagde sit helbred gennem meningsløs askese. Lad os derfor ikke bedrages og tro at vi, igennem mystikernes selvpineri, finder nogen form for guddommelig sandhed!


Joh, men… tænker du måske: Behøver vi virkelig at tage det så nøje… Kan vi ikke bare spise fisken og spytte benene ud … for selvom disse mystikere kan virke lidt ekstreme, så kan de vel godt komme med mange gode åndelige sandheder som vi kan gøre brug af? Kan de ikke?!


Nej, kære ven… her kommer du i direkte konflikt med Guds ord… for da Jesus advarede sine disciple imod farisæernes og saddukæernes surdej – så talte han decideret om deres vranglære, som havde sneget sig ind. Når han advarede imod denne ”surdej”, så skyldes det, at surdej har det med at gennemsyre hele dejen. Og når Jesus advarerede sine disciple imod vranglærens surdej - bør vi så ikke også vogte os for katolikkernes surdej? En lille smule surdej kan i manges øjne virke ubetydelig, men de klare beviser for hvor ødelæggende den kan være, ser vi i det faktum, at den med tiden har skabt en afgudsdyrkende skøgekirke, som har ført mange mennesker i afgrunden og som Gud en dag vil dømme!