Vassula Rydén - profet eller forfører?
Automatskrift og åbenbaringer af både englen Daniel, Jahve, Jomfru Maria, Helligånden og ikke mindst Jesus har gjort Vassula og hendes ”Jesus” verdenskendt.
De kristne menigheder er i dette land mærket af en massiv åndelig forførelse, der giver sig til udtryk i mange forskellige praksisser - men som alle, i sidste ende, er i stand til at føre os tilbage til den samme kilde - nemlig Satans åndemagter.
Katolsk meditation og Jesusbønnen, er begge præhedenske øvelser som mange kristne - helt ukristisk har budt velkommen.
En af nutidens store personligheder, som er med til at føre folket væk fra det sande evangelium, er Vassula Ryden, som har høstet stor anerkendelse i kristne kredse.
Hvem er Vassula, og hvorfra henter hun sin åndelige føde?
Det startede tilbage i 1985. Hun skulle skrive en indkøbsseddel, og pludselig mærkede hun, hvordan hendes hånd, på mystisk vis, begyndte at skrive med en fremmed håndskrift: ”Jeg er din skytsengel, og mit navn er Daniel”.
Alt dette skriver hun om i sin bog ”Min engel Daniel”.
Her fortæller hun også om sin barndom med levende drømme om natten, hvor Satan jagter hende, i form af en stor sort hund, og om Jesus, der drager hende til sig for at gøre hende til sin brud. Som teenager oplevede hun jævnligt at se døde menneskers sjæle omkring sig.
Mødet med ”englen Daniel” bevirker en stærk forandring med Vassula, og snart overtager ”Jesus” englen Daniels plads. Hun har udgivet utallige bøger om de samtaler, som de har haft sammen.
Men er det VIRKELIG englen Daniel og Jesus, som fører alle disse samtaler med Vassula? Hun får jo sine budskaber med automatskrift - med en fremmed håndskrift?
Mine egne og andres erfaringer
Selv kender jeg godt til dette fænomen: automatskrift – og jeg kender personligt et menneske, som blev sat fri fra denne dæmoniske skrift, da han blev en kristen. Han kom på besøg i en menighed, hvor dæmonerne pludselig manifesterede sig og kastede ham til gulvet, og han blev, ved de kristnes forbøn, sat fuldstændig i frihed.
Også Ingerlise Provstgaard – forfatter til den afhandling om Vassula Rydén, som jeg her tager udgangspunkt i - blev bedraget igennem denne okkulte automatskrift. Hun skrev siden hen om sine oplevelser i bogen ”Med ført hånd”, som blev udgivet af Lohse.
Ingerlise Provstgaard vågnede først op, til sine sanser sunde fornuft, da håndskriften en dag skrev: ”Jeg er Djævelen, og jeg ejer din sjæl”. Først da åbnede hun sine blinde øjne, og blev ved Guds nåde, befriet og kunne vende tilbage til et normalt liv.
Stavefejl hos ”Jesus”?
Hvad angår Vassula, undrede hun sig over, at der, til tider, var stavefejl i det skrevne – især med tanken på, at Jesus jo er fuldkommen! Men her svarede dæmonen bare tilbage: ”Vassula, fejlene er dine egne, ikke mine?!” Pudsig bemærkning… jeg mener, hvis Vassula selv kunne se, at der var stavefejl, så kunne det jo ikke være hende, der var problemet, vel?!
”Jesus” lærer Vassula visualisering
En dag siger ”Jesus” til hende: ”Det er mig, Jesus. Vassula, min elskede, vil du øve dig i at se mig med dit sind... Vassula, se på mig”. Derefter skal hun fortælle ham, hvilke bevægelser hun kan se ham gøre, og hvad der står i en bog, som han viser hende. Dette er helt klart et okkult fænomen - at visualisere!
Man behøver hverken at træne sig op eller øve sig i at få åbenbaringer, for de kommer spontant – og altid efter Guds vilje. I Vassulas tilfælde var der tale om gamle hedenske teknikker, som kan træne et menneske op til at få kontakt med den åndelige verden.
”Jesus” lærer Vassula at meditere
En dag siger ”Jesus” til hende: ”Mediter over mit nærvær. Øv dig ved at bruge disse ord: ”Vi, os, du og jeg, jeg og du, os”.
Begge disse teknikker, som ”Jesus” lærer hende op i, giver stærke associationer til både visualiseringsteknik og transcendental meditation med mantra (Mantra: et ord eller en kort sætning, som gentages igen og igen).
Vassulas ”Jesus” lærer os at tilbede ”Jomfru Maria”
Hør fx det budskab, som han giver Vassula:
”Mine elskede kom og lær: Hvem har ophøjet mig allermest? Lad mig fortælle jer, hvem der har ophøjet mig allermest: Det har den nye Eva; … som himmelen er hævet over jorden, er storheden i hendes navn; Hendes navn er indhyllet i en klædning af lys; lad hele verden bøje sine knæ for hende, der bærer dette hellige navn: Gudsmoderen”.
Hvem er så denne ”Jesus” – lad os se på hans karakter
Her skriver Ingerlise Provstgaard fra Diaglogcentret – efter at have lavet en analyse af Vassulas Jesus:
"Hele hans væsen og optræden er mere foreneligt med et dæmonisk væsen, end med et helligt og himmelsk væsen. Han er selvoptaget og selvmedlidende... og han kan vise en højst uhellig irritation, være utålmodig, forarget, vred og fornærmet.
Og i næste øjeblik kan han så være overgearet, fuld af søde ord og tegner nuttede hjerter og fisk. Han klynker over smerter, bebrejder enhver modsigelse, tigger om hjælp fra mennesker, udstøder trusler over sine fjender – fremhæver ustandseligt sin egen godhed og stiller den i klagende modsætning til menneskenes ondskab imod ham.
Hvis han var et menneske, ville jeg ikke tøve med at kalde ham lunefuld, uberegnelig og det, der er værre! Og jeg ville aldrig kalde ham ven – endsige min vejleder og Herre!” (Uddrag "En analyse af Vassula Rydéns Jesus" af Ingerlise Provstgaard, Dialogcentret)
Vassula besøger Københavns Kristne Kulturcenter
Vassula har været på besøg i Københavns Kristne Kulturcenter, hvor en pinseforstander bød alle hjerteligt velkommen, og samme forstander sluttede mødet af med at takke Vassula, fordi hun havde delt det, hun havde ”fået fra Herren”, med os alle sammen.
Folk blev anbefalet at læse hendes bøger og øve sig op i dette ”vi-os-forhold” til Jesus. Vi skulle, iflg. denne forstander erstatte Vassulas navn med vore egne navne, når vi læste hendes bøger, for på denne måde at gøre ”Jesu tale” personlig for os.
Vi blev, til gengæld, ikke opfordret til at gå hjem og læse, om det nu også stemte overens med Bibelen?!
Siger Vassula’s ”Jesus” da ikke de rigtige ting?
Selv om denne ”Jesus” tilsyneladende siger ”de rigtige ting”, for han siger jo bla.: ”Tiden er nær, jeg kommer snart”, så står der intet i skrifterne om, at vi skal holde fast ved en ”Jesus”, som åbenbarer sig for os gennem et menneskemedium, og som nedskriver sine budskaber med automatskrift?!
Og da slet ikke i disse forføriske tider!
Hvorfor er kristne i dag så ukritiske... og sker alt dette i et forsøg på at forene noget som IKKE bør forenes? Har vi slet ikke lov at stille spørgsmål eller at bedømme det ud fra Skriften? Hvis Paulus kunne advare Efesermenigheden om de glubske ulve, der en dag skulle opstå i deres midte... hvorfor så ikke også os kristne i dag?
Vassula Rydéns "Jesus" prædiker desuden ”enhed”... hvilket må ske for enhver pris… for hvis vi blåstempler okkulte praksisser og gør sort til hvidt og hvidt til sort ... hvor langt er vi så egentlig parate til at gå?
Vil du lade dig advare i dag?!
Gud har allerede talt til os ved sit Ord: Jesus Kristus, som advarer os på forhånd om disse sidste tider med stor forførelse - og hvem tør være disse advarsler overhørig. Husk på at du - midt i det hele – kan risikere at miste din frelse, fordi du valgte at hyle med de ulve, du var iblandt og ikke turde stå op imod strømmen.
Men kun døde fisk følger som bekendt strømmen - og få er dem der finder vejen. Se derfor ikke hen til dem der er i flertal, men hold dig minutiøst til Guds ord - for ud fra hans ord skal du en dag dømmes:
Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild... og der skal fremstå falske Kristus’er - på linje med Vassulas "Jesus". De skal gøre tegn og undere for at føre endog de udvalgte vild…. Men tag jer i agt! Jeg har sagt jer dette forud! (Matt 24,23)