Det er ikke kun ceremonierne i "Den Hellige Uge" i Rom, som minder om ritualerne for den babyloniske afgud og om de ceremonier, som fandtes hos ilddyrkerne i de omkringliggende lande. I Egypten fandt den store illumination (Lysfest) sted ved siden af Osiris’ gravkammer i Sais. Også i Rom var der et gravkammer for Kristus under "Den Hellige Uge” i forbindelse med den strålende illumination med brændende lys (Charlotte Anne Eaton (1788–1859), Rome in the 19th Century, vol. iii. pp. 145, 150).
I påskeugen bærer Rom umiskendelige tegn på ilddyrkelsen, når et brændende kors er genstand for tilbedelse. Forfatterinden til ovennævnte bog skriver:
Effekten af det flammende kors, som strakte sig fra domen til Peters grav, var slående i nattens mørke. Hele kirken var fyldt af en umådelig menneskemasse fra alle samfundsklasser og lande, fra den kongelige til den mest simple tigger, alle så op imod det brændende formål. Efter nogle minutter steg paven og alle hans kardinaler ned på Peterspladsen, og schweizergarden banede vej for dem. Den gamle pave kastede sig næsegrus i tavs tilbedelse af det FLAMMENDE KORS. Et langt optog af kardinaler knælede for ham i deres farvestrålende kåber, som stod i skarp kontrast til deres ydmyge knæfald".
Forfatterinden skriver endvidere:
På den hellige skærtorsdag begyndte vores lidelser (folkemængdens). På denne ulyksalige dag gik vi til Det Sixtinske Kapel … og så en procession, anført af lavere ordener indenfor de gejstlige, fulgt af kardinaler i strålende dragter, bærende lange vokslys i hænderne, og til sidst paven selv, som gik under en højrød baldakin, og med sit hoved utildækket bar han hostien i en boks, hvilken, som du ved, indeholder Kristi virkelige legeme og blod, fra Det Sixtinske Kapel til Paulinakapellet, hvor det skulle opbevares i gravkammeret, der var gjort klar til at modtage det under alteret …
Hans legeme lægges i gravkammeret i alle Roms kirker, hvor man praktiserer dette ritual skærtorsdag formiddag, og af grunde, som er bedst kendt af dem selv, forbliver det der til lørdag middag. Jeg fandt aldrig ud af, hvorfor Kristus skulle begraves om torsdagen, før han døde på korset langfredag. Men i dette ritual opstår han fra graven ved lyden af en affyret kanon, trompetfanfarer og ringning af bjælder, som omhyggeligt blev gemt væk, for at Djævelen ikke skulle besætte dem.
Men det flammende kors på langfredag forklarer det afvigende i, at Kristus skulle begraves skærtorsdag og opstå om lørdagen. Disse ritualer viser tydeligt, hvad ”Den Hellige Uge” egentlig drejer sig om: En af de ældste festdage for Saturn, den babylonske ildgud. Ja, den gud, som pavekirken fejrer i Kristi navn er ingen anden end Saturn, som opstod fra de døde på sin egen dag "Saturns Dag" lørdag.
Piskning er også en del af ritualerne ved tilbedelse af ildguden, som pavekirken også har lånt. Piskningen i "Passions-ugen", set i forbindelse med de øvrige hedenske ritualer, bærer vidnesbyrdet om, hvis opstandelse man i virkeligheden fejrer i Rom. Det er en skræmmende tanke, at på det sted, som er midtpunkt for den katolske verden, fejrer man den dag i dag, i Det Nye Testamentes "Babylon", samme ritualer, som ilddyrkerne af Ba’al og Molok, de kaldæiske guddomme, fejrede i det gamle Babylon.
