Præsterne i Rom lærer, at når synd er tilgivet, er straffen ikke helt fjernet - man må udstå en bodsstraf for at tilfredsstille Guds retfærdighed. Selvom Bibelen gang på gang forsikrer os om, at Kristus én gang for alle har sonet vores synder, insisterer Rom på, at ethvert menneske skal straffes for sine egne synder, og at vi ikke kan forsones med Gud, uden at vi jamrer og sukker, spæger og straffer os selv på utallige måder. Biskop Hay skriver:
Gud kræver, at vi øver bod på forskellige måder ved at straffe os selv for vor chokerende utaknemmelighed og for at sone den guddommelige retfærdighed, fordi vi har misbrugt hans barmhjertighed (Sincere Christian, vol. i. p. 270).
Det var den samme årsag, der lå til grund for Ba’als-præsternes opførsel, da de fulgte Elias’ opfordring til at påkalde deres gud:
De råbte højere og snittede sig med sværd og lanser, som de havde for skik, så blodet flød ned ad dem. (1 Kong 18,28)
Men denne praksis strider imod det klare forbud, der findes i Bibelen:
I må ikke tilføje jer selv snitsår på kroppen for en afdød eller lade jer tatovere. Jeg er Herren! (3 Mos 19,28)
Hinduerne gør også disse indsnit på sig selv i dyrkelsen af deres af guddomme.
De blev også praktiseret på den mest grusomme måde i gladiatorkampene, som Roms befolkning, med al dens pral om civilisation, var så begejstrede for. Disse ulykkelige mænd, som var dømt til at deltage i disse blodige forestillinger, gjorde som regel ikke dette af egen fri vilje. De fleste var dødsdømte for forskellige forbrydelser eller var krigsfanger, som blev misbrugt på denne grusomme måde.
De blev ofret til den romerske afgud ”Saturn”, når man den 25. december fejrede hans fødselsdag, kaldet: ”Saturnalia”. Her har vi en af grundene til denne barbariske skik, som var en skamplet på Roms integritet, når den, i al sin glans, slagtede mennesker for at markere en romersk helligdag. Men når man husker på, at Saturn selv blev skåret i stykker, er det let at se, hvordan denne afskyelige ide kunne opstå - at ofre til "Saturn" på hans fødselsdag, ved at skære andre mennesker i småstykker.
Så når vi ser katolske pilgrimme, der kravler på deres bare knæ hen over skarpe klipper og efterlader blodspor bag sig, må vi spørge os selv, om der er nogen væsentlig forskel mellem dem, der skar sig med "sværd og lanser" - eller dem, der på andre måder påfører sig selv skade?
Dette har pavedømmet bogstavelig talt lånt fra solguden Osiris i Egypten. Vi kan derfor genkende de barbariske skikke fra de gamle romere, når vi hører om katolikker, der offentligt pisker sig selv på romerske højtider, og som bliver regnet for helgener af højeste rang i kraft af deres udstilling af sig selv. Men om dette siger Jesus:
Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. (Matt 6,1)
Langfredag flokkes masserne i katolske hovedsæder hvor de ”helgenagtige” selvplagere pisker sig selv, til blodet strømmer ned af deres kroppe. Og de foregiver at gøre det til ære for Kristus, på den dag der specielt holdes for at ihukomme hans død, ligesom dyrkerne af Osiris gjorde, når de sørgede over denne solguds død (HURD’s Rites and Ceremonies, p. 175; and Rome in the 19th Century, vol. iii. p. 161).
Men hvilken kristen kan tro, at den opstandne Frelser vil modtage disse ting med kyshånd. For de viser jo, i bund og grund, ringeagt for det offer han bragte med sit eget dyrebare blod. Skulle han modtage blod fra ryggene af sølle, vildledte syndere?
Det gør kun dyrkere af Ba’al og Molok; men disse ofre er afskyelige i Kristi øjne.
