Det gamle og det nye Babylon (Den Katolske Kirke) har, som bekendt, mange ting til fælles, og et af deres fælles træk er en særlig form for engledyrkelse, idet de begge bygger på retfærdiggørelse ved gerninger. I pavedømmet er det nemlig ærkeenglen Mikael der, som katolsk helgen, har ansvaret for at redde de troendes sjæle fra fjenden, specielt i dødstimen. Desuden menes han at være den, der fører sjælene bort fra jorden og bringer dem for dommen. Han sørger også for, at de afdøde bliver vejet retfærdigt på vægten – efter deres gerninger. Den 29. september har altid været mindedag for ærkeenglen Mikael. http://www.katolsk.no/biografier/historisk/erkenglr
Med henvisning til den apokryfe skrift ”Abrahams Testamente”, fra 100-tallet, menes Mikaels forbøn at være så mægtig, at han til med er i stand til at redde de fortabte sjæle fra Helvede. At samme form for tro gjorde sig gældende i Babylon, ser vi af den rædsel, som kom ind over kong Belshassar og hans gæster, da de festede og drak af de bægre, som var stjålet fra templet i Israel. Guds finger skrev disse skræmmende ord på væggen:
... mené mené tequél ufarsin (Dan 5,25)
Du er vejet på vægten og fundet for let - og dommen var:
... dit kongerige er blevet delt og givet til mederne og perserne (Dan 5,27-28)
For også disse hedenske afgudsdyrkere troede – ligesom så mange andre hedenske religioner - at der findes guder, som vejer os på vægten i dødens stund, og at de er i stand til at føre os til og fra Helvede – alt efter hvilke gerninger vi har gjort. Derfor slog disse ord, på væggen, Kong Belshassar med rædsel – for her var der tale om en dødsdom. Her fortæller Skriften at:
Hans ansigt skiftede farve, hans tanker slog ham med rædsel, benene rystede under ham, og knæene slog mod hinanden (Dan 5,6)
For kongen var klar over, at ”guderne” havde talt - og nu han skulle dø – hans gerninger var blevet vejet – de gode og de onde – og nu var dommen afsagt. Denne forestilling om gudernes magt går igen i alle hedenske religioner verden over.
Biskop Hurd fortæller i Rites and Ceremonies, at i den kinesiske beskrivelse af helvede, i underverdenen, fremstilles en synder på en vægtskål - med de gode gerninger i den ene skål og de syndige gerninger i den anden. I det egyptiske system var det præsten alene, der - ved skriftemålet - kunne afgøre dommen foran Osiris’ trone. Eftersom hans magt og indflydelse var afgørende for, hvilken en af vægtskålene der skulle veje tungest, sørgede han ofte for, at der var ubalance i skålene og benyttede sig af dette for at presse ting igennem. Det skete med det formål at få den skriftende til at gøre gode gerninger og bringe ofre for at formilde guderne.
Igen ser vi, at den babylonske afgudsdyrkelse havde spredt sig til flere steder i verden. Og her har de katolske præster, i enhver henseende, kopieret de hedenske præster, idet de udnytter Skriftestolen (læs næste punkt).
Men vi behøver ikke Skriftestolen for at blive frelst:
For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds (Ef 2,8).
