Pavedømmets primære målsætning har altid været at holde sine tilhængere væk fra den direkte kontakt med den levende og barmhjertige Frelser, fordi de selv ønsker at sidde på magten. Pavedømmet hviler på ruinerne af manglende frelsesvished og menneskelige forhåbninger. Her er det ikke engang nok at tro på Pavens ”ufejlbarlighed” eller præsternes ”overnaturlige evner” med hensyn til ”genfødelse” og ”absolution” (tilgivelse af synder). Nej, ikke engang det kunne gøre det.
I stedet holder man sine tilhængere hen i evindelig uvished om deres endelige skæbne, og denne lære som blev besluttet ved Tridentinerkoncilet (1545):
… intet menneske kan vide med ufejlbarlig sikkerhed i tro, at han HAR OPNÅET Guds frelsende Nåde. (SARPI’s History of Council of Trent, translated into French by COURAYER, vol. i. p. 353).
Dette er i direkte strid med GUDS ORD. Hvilken tragedie – hele livet igennem - at holde sine tilhængere hen i fortsat tvivl og uvished om, hvorvidt de er frelst eller ej!
Og har blev Skriftemålet groft udnyttet - med forbillede i den hedenske Skriftestol (se forrige punkt).
Hvis de fx har en magtfuld person i Skriftestolen, med rigdom og jordiske besiddelser, giver de ham ikke den mindste forsikring om, at gaven er tilstrækkelig – heller ikke selvom han grundlagde et kloster eller gav andre former for velgørenhed. Dette er pavedømmets ”handel med menneskesjæle”. (Åb 18,13)
I sit berømte brev, fortæller den katolske jesuitterpræst og teolog Père La Chaise (som var den franske kong Ludvig den 14.’s skriftefader), hvilken metode han brugte for at få den udsvævende monark til at tilbagekalde sin tilslutning til Ediktet af Nantes. Dette edikt gav huguenotterne (protestanterne) frihed til at dyrke deres religion.
Denne katolske Jesuitpræst fortæller hvordan han mange gange refererede til de grusomheder, kongen havde gjort sig skyldig i… hvor han i skriftestolen skræmte kongen ”... fra vid og sans og fik ham til at sukke, frygte og ryste”, før han gav ham absolution (syndsforladelse). Her blev han ved at påminde kongen om hans onde handlinger og mindede ham om ”at han ikke kunne blive tilgivet, før han havde udført nogle gode gerninger, for at afbalancere det og sone forbrydelsen”. Det fik til sidst kongen til at spørge, hvad han skulle gøre.
Betingelsen var - iflg. denne jesuitterpræst - at kongen fjernede den beskyttelse der lå over de protestantiske huguenotter, hvilket efterfølgende medførte en stor og grusom forfølgelse af disse uskyldige mennesker. (MACGAVIN’s Protestant, p. 841, col. 2). Dette var ”den gode gerning”, som skulle lægges på ærkeenglen Mikaels vægtskåle, for at kunne "AFBALANCERE" hans forbrydelser, som ville blive vejet på Ærkeenglen Michaels vægt.
Kongen - ond som han var - gav efter, omend imod sin vilje. "Den gode gerning" var iflg. den katolske præst at dræbe og forfølge dem, der ikke bøjede sig under Pavedømmet, så kongen kunne få syndsforladelse af den katolske jesuitterpræst for at kongens gerninger ikke skulle blive fundet for lette på Michaels vægt. Dette er pavedømmets handel med ”levende mennesker.” (Åb 18,13)
At berøve mennesker deres penge er ondt – og det gælder især, når man handler sådan over for de fattige - men det er langt, langt værre at berøve dem deres sjæls frelse. Dette er absolut ubibelsk for siger Skriften:
... der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle. (1 Tim 2,5-6)
