Isis, som var den oprindelige græsk-romerske gudinde Ceres, fødte sin søn, HeSiri, som, ifølge den store egyptiske gudinde, selv var den inkarnerede SOLGUD Osiris. Hun sagde:
”Ingen dødelig har løftet mit slør. Min livsfrugt er SOLEN.” (Bunsen’s Egypt, vol. i. pp. 386, 387).
Nej, ingen dødelig havde løftet hendes slør – hun var blevet gravid på overnaturlig vis - som jomfru – med solen, og havde fået et barn – som selv var den inkarnerede solgud.
Her ser vi, hvordan mor-barn temaet blev videreført til hele verden fra Nimrod, i et forsøg på at efterligne opfyldelsen af det løfte som Gud gav til Eva, at hendes afkom skulle knuse slangens hoved.
Selv den mindste lille ting har betydning i den egyptiske gudsdyrkelse. Den runde skive, som ofte ses på de egyptiske gudebilleder, symboliserer solen - og dermed solguddommen Osiris, som blev inkarneret og født for at give sit liv som offer for mennesker. Han skulle også være livgivende, som næring for menneskers sjæle. Hvad har denne ”strålende sol” at gøre på alteret - over for sakramentets runde oblat?
I Egypten var solskiven repræsenteret i templerne, og regenten og hans hustru og børn var afbilledet i færd med at tilbede den - præcis som også katolikkerne gør!
Er alt dette kun et fantasifoster? Lad læseren selv bedømme følgende uddrag fra William Hurd, som beskriver symbolerne på det romersk-katolske alter, hvor alterets sakramente, den indviede hostie (oblaten) opbevares (se billedet øverst på siden):
”Et solformet sølvfad er placeret foran HOSTIEN (oblaten) på alteret, som med lyset fra kerterne stråler i al sin glans.” (Hurd’s Rites and Ceremonies, p. 196, col. i.).
I et stort tempel i Babylon tilbad man også solen, som en stor skive for enden af en lang stang.
Israelitterne dyrkede også solguden Ba’al på Elias’ tid i form af et solsymbol, som var placeret over alteret.
Da den gudfrygtige kong Josia nedbrød ba’alsaltrene, rev man også de SOLSYMBOLER ned, som var placerede højt over dem.
Og her, i den såkaldte kristne kirke, placeredes et strålende, SOLFORMET sølvfad på alteret, så at enhver, der knæler foran alteret, knæler for solsymbolet. Og hvad andet er den runde oblat i sakramentet end et ba’alssymbol for solen, som tilbedes i Rom?
