I det 4. århundrede, da man i de kristne kirker begyndte at tilbede Maria som Himmeldronning, indførte man også det "ublodige offer" i form af en rund oblat. Ligesom så meget andet i den katolske lære stammer dette "ublodige offer" - messeofferet - fra Babylon.
Mange moderne konvertitter til Romerkirken nævner den rolle, som messen spillede i forbindelse med deres konvertering. Der findes uden tvivl en ægte åndelig - men okkult magt bag dette ritual - for messen er et mystisk kraftcenter - og det skyldes den kendsgerning, at der hvor man ofrer til afguder, vil der altid stå okkulte og dæmoniske kræfter bag, som vil bedrage os mennesker og føre os væk fra troskaben imod vor himmelske Far.
Men hvilken betydning har messen - og dermed messeofferet (oblaten) for en katolik og hans frelse?:
Først og fremmest påstår katolikkerne at Kristus korsfæstes på ny i den katolske Messe, for vore synders skyld
(Vatican II, The Constitution on the Sacred Liturgy, Instruction on the Worship of the Eucharistic Mystery, Introduction, C 1,2, p. 108).
Dernæst påstår de at Jesus selv kommer og er til stede under messehandlingen.
(Vatican II, The Constitution on the Sacred Liturgy, General Instruction on the Roman Missal, foreword, 3, p. 154).
De påstår også at Messen er en del af frelsen
(Dogmatic Constitution on the Church, Chapter 1, 3, p. 324).
Og at Messen må være centrum for det kristne liv
(Dogmatic Constitution on the Church, Chapter 1, 3, p. 32)
Og ikke mindst påstår de at oblaten (brødet) skal tilbedes som var det Kristus selv
(Vatican II, The Constitution on the Sacred Liturgy, Instruction on the Worship of the Eucharistic Mystery, Chap. 3, I A, p. 131).
En præst fortæller om hans møde med nonner, der levede i et bedrag, idet de tilbad en "oblat-Jesus" frem for den levende Guds Søn:
I 1990'erne besøgte jeg et nonnekloster i Quebec. En af mine præstevenner tog mig med, da han skulle besøge sin tante, der havde boet der i mange årtier. Han og hans kone ville vise nonnen deres nye baby. Hun fik ikke lov til at komme ud i mødelokalet for at se os, hun måtte holde sig bag et metalgitter og tale med os derfra. Nonnerne bad på skift foran den indviede oblat i kapellet. Det er deres Jesus – og genstand for deres bønner.
Ved indgangen i kapellet var der et skilt, hvor der stod: "DU TRÆDER NU IND FOR AT TILBEDE JESUS-OBLATEN." Og der sad nonnerne i kapellet med ansigtet vendt imod oblaten og bad deres rosenkrans og sagde deres bønner til Maria og deres "Fader vor" og mange andre mantraer som de gentog – alt sammen frugtesløse bønner og hvor de desværre forspildte deres liv i asketisk vranglære.
Lad os se på hvordan denne særegne katolske praksis er opstået og hvad den har medført
