Himmeldronningen Isis blev ikke dyrket som ”kornets frugtbarhedsgudinde”, som man ellers skulle tro - men som ”kornets Moder”.
Det barn, hun fødte, var HeSiri, ”Sæden”, hvilket symboliserer ”Sønnen”. Og denne Søn, der var symboliseret som ”Korn”, var den inkarnerede SOLGUD. Denne inkarnerede solgud blev symboliseret som ”Livets Brød” – og måtte derfor indtages for at give de indviede næring til deres sjæle.
Det er herfra tanken opstod om det katolske messeofferer, som også blev indført som en nødvendig og obligatorisk del af frelsen hos katolikkerne – så de indviede sjæle kunne finde liv og næring til deres åndelige liv. Vi ser klart og tydeligt sammenhængen mellem den babylonske og katolske lære ang. dette messeoffer. For i den katolske lære er oblaten den manna, som blev sendt fra himlen, og som skulle holde den troende i åndeligt live:
Messen er en del af frelsen
(Dogmatic Constitution on the Church, Chapter 1, 3, p. 324).
Messen må være centrum for det kristne liv
(Dogmatic Constitution on the Church, Chapter 1, 3, p. 32)
Messeofferet skal tilbedes som Kristus selv
(Vatican II, The Constitution on the Sacred Liturgy, Instruction on the Worship of the Eucharistic Mystery, Chap. 3, I A, p. 131).
Ved det andet Vatikanerkoncil blev det bekræftet, hvor stor betydning messen egentlig skulle have i katolikkens liv:
"Fejringen af messen ... er centrum for hele det kristne liv - for den universelle kirke, for den lokale kirke og for ethvert troende menneske. For det er derigennem, at Guds handlen kulminerer, når han helliggør verden i Kristus. Det sker, når mennesker ærer og tilbeder Faderen gennem Kristus – hans Søn” (Vatican Council II: The Conciliar and Post Conciliar Documents, edited by Austin Flannery, 1975, “The Constitution on the Sacred Liturgy, General Instruction on the Roman Missal,” chap. 1, 1, p. 159).
Ja, det er sandt, at vi mennesker ærer og tilbeder Faderen gennem Sønnen – men vi ærer IKKE Faderen igennem en menneskegjort oblat. Her flyttede Pavedømmet fokus fra den ENESTE som er værdig til at være mellemmand mellem Gud og mennesker – Menneskesønnen Jesus Kristus!
Paulus fortæller os, at mannaen, som israelitterne spiste i ørkenen - brødet der kom ned fra himlen - var den åndelige føde: Kristus - som de alle spiste af. Men den ”runde oblat” som er ført ind i Den Katolske Kirke symboliserer solguden Osiris - forklædt i kristne klæder, med det formål at intetanende kristne forføres til at tilbede denne afgud – under dække af at det er Kristus selv.
Men den katolske messe handler ikke om at mindes Kristi død og offer - her ofres Kristus igen og igen, og den indviede oblat kaldes for Kristus ... hvad den ikke er. Derfor er der tale om en afgud!
