Mange gange under messen havde jeg set flere af deres grimme næser mimre, tiltrukket af duften fra de nybagte alterbrød, ivrige efter at starte deres morgenmad med Kristi guddommelige legeme, blod og sjæl. Men eftersom jeg var i konstant bevægelse eller bad med høj røst, havde rotterne endnu ikke været frække eller dristige nok, men holdt sig på lur i deres hemmelige skjulesteder.
Fader Daule troede oprigtigt, hvad alle Roms præster er forpligtede til at tro, at han havde magten til at forvandle brødsmulen til Gud. Jeg lænede mig mod den fortvivlede gamle præst og spurgte ham: ”Har du ikke, som du plejer, efter forvandlingen, tilbedt den gode gud uden at bevæge dig væk?” Han svarede hurtigt: ”Jo, men hvad har det med den gode guds forsvinden at gøre?” Jeg svarede lavmælt, men med et oprigtigt forsøg på at forklare det i en tone af forfærdet medfølelse: ”Nogle rotter har slæbt af sted med det og ædt den gode gud!”
”Hvad siger du?”, svarede fader Daule. ”Den gode gud er blevet slæbt væk og er blevet ædt af rotter?” ”Ja”, svarede jeg, ”jeg er overhovedet ikke i tvivl om det.” ”Min Gud! Min Gud! hvilken forfærdelig ulykke har ikke ramt mig!” Den gamle mand løftede sine hænder og vendte sine øjne mod himlen og råbte: ”Min Gud! Hvorfor har du ikke taget mit liv, før en sådan ulykke kunne ske mig!” Han kunne ikke tale længere, hans stemme druknede, fordi han snøftede højt. Først vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige.
Den gamle præst græd som et barn. Han spurgte mig snøftende: ”Hvad skal jeg gøre?” Jeg prøvede at ræsonnere ham til fornuft, men han var utrøstelig. Til sidst mistede jeg tålmodigheden og sagde: ”Min kære fader Daule, vores store og retfærdige Gud ønsker ikke, at vi fortvivler over noget, som det kun er i hans magt at påvirke og kontrollere. Vor Gud er den eneste, der kunne forudse og forhindre, at dette skulle ske". Og for at sige det ligeud, som jeg ser det, hvis jeg var den Almægtige Gud, og en elendig rotte kom for at æde mig, så ville jeg slå den ihjel, uden at den kunne røre mig.”
Som du kan se, var min tidligere robuste tro, på min præstelige magt til at forvandle et stykke brød til min Gud, ved at fordufte. Det var indlysende, at Gud ønskede at åbne mine øjne for disse horrible absurditeter i en religion, hvis gud kunne slæbes væk og blive ædt af rotter. I det øjeblik stod det klart, at dogmet om transsubstantiationen var en uhyrlig løgn og mit præstekald en fornærmelse mod Gud og mennesker.
