Transsubstantiation er, ifølge Den Romersk-katolske Kirkes lære, den forvandling, der foregår under nadveren, hvor substansen i brødet og vinen bliver fuldstændigt forvandlet til substansen i Jesu legeme og blod.
Dette er den katolske lære ang. brødet og vinen ved messen:
"Ved indvielsen sker transsubstantiationen (forvandlingen) af brød og vin til Kristi legeme og blod. I det indviede brød og i vinen er Kristus selv til stede, levende og herlig, og på en ægte og overbevisende måde: Hans legeme og hans blod, med hans sjæl og guddommelighed” (New Catholic Catechism, 1314).
"Fordi Kristus selv er til stede i alterets sakramente, skal han æres og tilbedes i ærefrygt."
(New Catholic Catechism, 1418).
"I messens liturgi udtrykker vi vores tro på Kristi virkelige tilstedeværelse i brødet og i vinen. Det gør vi bla. ved at bøje knæ eller bøje os dybt som et tegn på tilbedelse af Herren. ... og vi behandler den indviede oblat med yderste omhu og viser den de troendes højtidelige ærbødighed, når den bliver båret i procession."
(New Catholic Catechism, 1378).
"De troende bør derfor stræbe efter at tilbede Kristus, vor Herre i det salvede sakramente. ... Pastorer [præster] bør opmuntre til dette, og udvise et godt eksempel... Det sted hvor det salvede sakramente er placeret i tabernaklet - i kirken eller kapellet - bør være virkelig fremtrædende. Det bør være åbent for private bønner, således at de troende nemt og med stort udbytte, og også ved personlig hengivenhed, fortsætter med at ære vor Herre i dette sakramente."
(Vatican Council II: The Conciliar and Post Conciliar Documents, The Constitution on the Sacred Liturgy,”Instruction on the Worship of the Eucharistic Mystery, Chap. 3, I B, p. 132).
Men hvad siger Bibelen?
Skal vi vitterligt ”spise” kød og ”drikke” blod? Skal vi til at være kannibaler? Nej, selvfølgelig ikke, men lad os se på den katolske nadverforståelse:
I Den Katolske Kirke tager man Jesu ord om brødet og vinen helt bogstaveligt og siger, at brødet og vinen virkelig ER Jesus selv, som ofres igen og igen, hver gang vi spiser og drikker det. Derfor tilbeder man oblaten (brødet), som man mener, ER Kristus. Desuden mener de, at vi både får syndsforladelse og samfund til styrkelse af vort gudsliv igennem nadveren - men kun hvis brødet og vinen er indviet af en katolsk præst.
Men her må vi forstå, at Bibelen gør brug af mange metaforer. Da Jesus fx sagde, at han var ”døren” - mente han selvfølgelig ikke en VIRKELIG dør med hængsler - men at han var indgangen til himlen. Og da han sagde, at vi skulle ”spise hans kød”, mente han selvfølgelig ikke kannibalisme. At spise menneskekød var afskyeligt for jøderne, for hvem det hverken var tilladt at spise eller at røre et dødt menneske.
Da Jesus løftede bægeret med vin, og sagde: ”dette er mit blod”, var det ikke bogstaveligt ment, idet hans blod stadig løb i hans årer, da han sagde det. At drikke blod var desuden en handling, som var strengt forbudt. Nej, her kan kun være tale om en symbolsk handling … som fx når Jesus sagde:
”MIN MAD er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk.” (Joh 4,34)
Her levede han i kraft af Faderen, og på samme måde må vi leve i kraft af ham:
”For mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord der udgår af Guds mund”. (Mat 4,4)
At spise Jesu kød og drikke hans blod, er at tro, at Kristus gav sit kød og sit blod for vore synder - ligesom påskelammet blev ofret og dets blod blev til udfrielse af det jødiske folk. Det jødiske forbillede viser os derfor, at den katolske og lutherske nadveropfattelse – er og forbliver en mystificering af påsken - fordi man i bund og grund ikke tager udgangspunkt i det forbillede vi har i Skriften ang. det jødiske påskemåltid - som i realiteten var et forbillede på Jesus som Guds Lam. Her indgik Gud en pagt med Israel om at føre dem ud af deres slaveliv og føre dem til det forjættede land. Denne begivenhed skulle de fejre til evig tid og forkynde for deres børn, generation efter generation.
Da Jesus kom til sit folk, jøderne, var det for at indgå en fornyet pagt med sit folk - som det var forudsagt af profeterne. Aftenen før sin død bød han sine disciple at fejre denne begivenhed i fremtiden, som et minde og ihukommelse af hans offerdød, og som blev stadfæstet med hans blod på Golgata. I den nye pagt er vi derfor forpligtede til – ligesom Israel - at fejre påskemåltidet, hvor vi mindes hans store kærligheds-gerning - og på denne måde forkynde hans død indtil han vender tilbage i skyerne. Paulus gør dette klart med disse ord:
For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!« For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer. (1 Kor 11,23-26)
Helligåndens kraft skænker os kraft fra det høje - det sker ikke i form af oblater eller vin, med en præsts medvirken? Nej, Jesus lover at enhver som tror skal få Helligånden til evig tid. (Joh 14,16) Vi behøver derfor ingen ny ”påfyldning” ved hjælp af ”sakramenterne” - vi behøver heller ingen mellemmand (præst) mellem Gud og mennesker – for Jesus vil aldrig støde den bort, som kommer til ham! (Joh 6,37)
At dyrke disse mystiske ritualer kan vise sig at være en farlig vej at betræde - det er babylonsk afgudsdyrkelse, hvor dæmonerne bag afguderne snart vil åbenbare sig og bedrage os, og føre os væk fra sandhedens vej!
