I det 4. århundrede, da man i de kristne kirker begyndte at tilbede Maria som Himmeldronning, indførte man også det ”ublodige offer” i form af en rund oblat. Men her må vi være opmærksomme på, at hvis genfødelse ved dåb og retfærdighed ved gode gerninger begge stammer fra det gamle Babylon, så gør princippet om ”det ublodige offer” - messeofferet - det også.
For hvad kan være mere mystisk end at røre Gud med dine hænder og indtage ham helt ind i dit inderste væsen, ved at spise ham i form af en oblat? I Messen udtaler den mærkeligt klædte og mystiske præst de magiske ord, der på forunderlig vis forvandler det usyrede brød til Kristi legeme. Den indviede oblat (der betyder offer) spises af folket – og på den måde udelukker Den Katolske Kirke den troende for ethvert personligt forhold til Kristus uden om kirken, og gør dem totalt afhængige af præsten og sakramenterne - og dermed af Den Katolske Kirke.
Dette meget mystiske ritual inddrager alle sanserne. Det involverer berøring (hvor man dypper fingeren ned i det hellige vand og berører oblaten), synet (kirkens overdådige pragt, præstens klæder, de redskaber der bruges i Messen), lugtesansen (røgelsen), hørelsen (læsning, messesang, klokker) og smagssansen (spise oblaten).
Messen siges endog at kunne bringe deltageren i en tilstand af "guddommelig forening" ligesom andre former for kontemplativ mystik er i stand til at gøre. (Thomas à Kempis, The Imitation of Christ, bog IV, kap. 15, 4, p. 210).
Disse ”ublodige ofre” finder vi mange steder i verden – bla. på Cypern, der på afskyelig vis - ligesom babylonerne - prostituerede jomfruer til ære for gudinden Venus. Babylons store gudinde og Cyperns Venus var en og samme gudinde, som begge modtog ublodige ofre.
Til forskel fra Cyperns gudinde havde den babylonske gudinde sin søn på armen, og han fremstod som den blodige - medens hun blev kaldt ”nådens og barmhjertighedens moder”, og fremstod som den himmelske ”due” - hele verdens håb, som havde modvilje imod blod og ejede et godt og mildt væsen.
Præcis som Kristus og Jomfru Maria fremstilles i dag i Den Katolske Kirke.
Disse egenskaber hos Babylons gudinde blev spredt fra Babylon til alle verdenshjørner. Det er grunden til, at pavedømmet IKKE længere på bibelsk vis fremstiller Kristus, "Guds Lam" som sagtmodig og ydmyg af hjertet og som den, der ikke sønderbryder det knækkede rør, eller slukker den osende væge… I den katolske tro er Jesus ikke længere den, som trøster enhver angrende synder, og som græd over Jerusalem og bad for sine mordere. I stedet gør pavedømmet ham til en streng, ubønhørlig dommer, hvor syndere ”må ligge i støvet og alligevel ikke kan være sikre på at blive bønhørt” (Evangelical Christianity, May, 1853).
Maria, til gengæld, fremstår i det mest vindende og deltagende lys, som synderens store håb og tilflugt. Præcis som vi ser det hos den babylonske gudinde. Derimod har Jesus – iflg. den katolske lære - ”...reserveret al retfærdighed og dom til sig selv og overladt al barmhjertighed til sin Moder”! (British Reformers, ”Jewell”, p. 209).
Derfor siger den store katolske lærerautoritet i mariologi: Alfonso Liguori til sine læsere:
"… syndere, der vover at nærme sig Kristus direkte, må komme med gru og i ængstelse over hans vrede; men lad blot ham (synderen) gøre brug af Jomfru Marias formildende indflydelse på sin Søn - hvor hun blot behøver at vise det bryst, der gav ham die, og hans vrede vil øjeblikkelig stilnes”.
Men dette er en forbandet løgn, for det var bestemt ikke, hvad HERREN JESUS svarede kvinden, som udbrød:
"Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!” Men han svarede: "Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!" (Luk. 11, 27-28)
Her fremstiller Alfonso, Jesu jordiske mor som mere nådig og medfølende end hendes guddommelige Søn, og det er desværre derfor, at katolikkerne beder til Jomfru Maria i stedet for, selvom Bibelen udtrykkeligt siger:
”… der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus” (1 Tim 2,5).
Der står ingen steder i den bibelske tekst, at vi kristne skal tilbede en oblat i stedet for at søge ind i et personligt forhold til den person, som kan skabe os adgang til den levende Gud! Han som er "vejen, sandheden og livet" (Joh 14,6)
