Da nogle folk engang var ved at begrave en mand, og de pludselig fik øje på en strejfskare, kastede de manden i Elisas grav, og da manden kom i berøring med Elisas knogler, blev han levende og rejste sig op. (2 Kong 13,21)
Er det ikke et eksempel på, at der er magt - selv i de døde ben? Er det ikke det samme som den katolske kirkes relikviedyrkelse?
Nej, vi har ingen ret til at tilbede hverken de afdøde eller deres efterladenskaber i form af relikvier – for det er stik imod Guds lov, som forbyder os at henvende os til de døde.
Denne episode med Elisas knogler kan på ingen måde sammenlignes med den helgen- eller reliviedyrkelse, som finder sted i dag. Vi har ikke lov til at gøre en lære ud af denne episode. Vi gør jo heller ikke en lære ud af at Bileams æsel talte til ham. Vi påstår ikke at det betyder, at æsler kan tale - blot der sidder en profet på ryggen af det. Vi kan kun drage den konklusion, at Gud gjorde noget ekstraordinært.
Gud havde helt suverænt udvalgt Elisa, og Gud handler, som han vil – det skal vi slet ikke stille spørgsmålstegn ved. Men den katolske kirke selv udpeger sine egne helgener og kan ikke forvente Guds velsignelse over disse. For Gud vil aldrig støtte op om afgudsdyrkelse, han vil aldrig gå på kompromis med sit eget ord.
