Fastelavn stammer ikke fra Bibelen. Og alligevel hænger fastelavn og påske sammen - i hvertilfælde hos den katolske og lutherske kirke - hvor der hos sidstnævnte mange steder bliver pustet liv i de gamle fastetraditioner for at flytte fokus fra det materielle til det åndelige.
Oprindelig startede fastelavn på fastelavnssøndag, hvor man på denne dag indledte en tid med 40 dages faste, hvilket skete med svir og druk. Denne dag som blev bestemt ved koncilet år 600 e.Kr. kaldes "esto mihi", hvilket understreger dens katolske oprindelse - idet ordene blev brugt ved den katolsk/latinske messe som fandt sted ved indledningen til fasten.
I første omgang fastede man også søndage. Men i år 1091 besluttede man at droppe søndagene og i stedet starte fasten 4 dage tidligere. Denne startsdag kalder for askeonsdag.
Højdepunktet ved askeonsdags-messen er, når menigheden, ved alteret, enten får tegnet et kors på panden med aske eller får strøet aske i håret. Asken stammer fra de palmegrene (eller buksbom-grene) der blev brugt året før på palmesøndag, (den dag Jesus red ind i Jerusalem på æselryg), og som bruges som symbol på menneskets forgængelighed og behov for omvendelse. Asken er et symbol på påsken, idet den leder tankerne hen på sagnet om fugl Fønix, som genopstod af sin egen aske.
Men hvor kom disse fyrre dages faste fra? De er "lånt" fra dyrkerne af den babylonske gudinde Ishtar. Disse 40 dages faste blev bla. overholdt af Jesidisterne. (kurdiske soldyrkere) De var samtidig hedenske djævledyrkere i Kurdistan, idet de dyrkede Djævelen, som de mente Gud havde tilgivet. Dette havde de lært af deres tidligere mestre - babylonerne.
Denne faste blev også overholdt af hedenske mexicanere. I sin bog, Mexican Researches p.404, skriver Friedrich Humboldt:
"Tre dage efter forårsjævndøgn begyndte en faste på fyrretyve dage til ære for solen". Denne faste blev også overholdt i Egypten, som vi ser det i Wilkinson's Egyptian Antiquities, vol. i. p.278.
Disse fastedage medførte et groft moralsk forfald og en fordærvelig overtro i kirken. Man mente bla. at en by kunne slippe for pest, hvis en sort kat blev slået ihjel. Katten blev anset som et helligt dyr, der skulle ofres til månen, for at lysere tider kunne oprinde. Tyskerne smed levende katte i bålet, der brændte ved påsketid, og andre blev kastet ud fra et kirketårn. I Danmark kom katten i en tønde, og når tønden var slået i stykker, kunne børnene prygle katten ihjel. Her ser vi tøndeslagningens hedenske oprindelse!
Tøndeslagningen stammer fra gamle dødsritualer, hvor potter blev knust, for at den døde ikke skulle gå igen – alt sammen med rødder i det gamle Babylon. Efter Reformationen blev der gjort mange forsøg, fra den Protestantiske Kirkes side, på at afskaffe Fastelavnsfesten. Dette lykkedes ikke, men overgik i stedet til at være en børnefest. Endnu et bevis på mange kirkelige traditioner i realiteten kan spores tilbage til Babylon.
