Påsken på engelsk hedder "Easter" – og er ikke et kristent navn. Easter er det babylonske navn for Astarte, som i Nineve udtales "Ishtar". Hun fik mange forskellige navne, ved den sprogforvirring der skete efter Babelstårnet og er derfor den samme som Baalti, Venus eller Semiramis, som også kaldes for modergudinden eller himmeldronningen.
I GT blev Israelitterne påbudt at fejre påskehøjtiden, som på hebraisk kaldes "Pesach" og på engelsk "Passover". Begge ord betyder "forbigang" og har baggrund i Israelitternes udfrielse af Egypten, hvor dødens engel gik forbi israelitternes huse, da blodet fra påskelammet blev smurt på dørstolpen. Påsken blev fejret af kristne i det 3. og 4. århundrede e.Kr. til minde om Jesu død og opstandelse, og handler også om udfrielsen – ikke fra Egypten - men fra denne syndige verden. Dengang var påsken slet ikke forbundet med fastelavn, den kom først senere i den katolske kirke.
Jesus har aldrig budt os at holde påske, men der er heller ikke noget forkert i at fejre en højtid, hvor vi mindes Jesus, og hvad han har gjort for os. Det var dog ikke alle kristne, der dengang holdt påske, fordi de jævnligt holdt nadver sammen med menigheden. Her mindedes de Jesu død og opstandelse, og mente derfor ikke, at de havde brug for en særlig højtid. For dem var det påske hele året rundt.
At lægge en kristen højtidsfejring sammen med en afgudsfest, som romerne i forvejen fejrede for Himmeldronningen, krævede blot en lille justering i kalenderen for at få disse 2 højtider til at falde samtidig. Denne justering blev foretaget i år 525. Det er den kalender, vi følger i vores del af verden. Men hvad indebar denne påske? Læs herunder...
