Dyrkelsen af de mange guder i den kejserlige by tjente især to formål:
Den Evige Ild blev til stadighed holdt i live i Vestas Tempel. Vestas ild blev regnet for imperiets store overvåger. Denne ild blev nidkært vedligeholdt af vestalinderne i Rom, som blev vist de højeste æresbevisninger. Templet, hvori den evige ild brændte, var det helligste og mest agtede tempel i Rom.
Den Hellige Slange, som romerne dyrkede ved siden af ilden, repræsenterede lægeguden Asklepios og de gav ham de samme guddommelige egenskaber. Asklepios var blot et andet navn for den store babyloniske gud. Det gyldne skær, som omgav Asklepios’ hoved, skulle vise, at han var et barn af solen (eller den inkarnerede sol). De gyldne stråler, som omgiver billeder af Kristus, havde til formål at vise hedningerne, at de roligt kunne tilbede disse billeder på samme måde som billederne af deres velkendte guder - blot kaldt ved et nyt navn.
Under en dødelig pest blev Asklepios kaldt til Rom. Lægeguden, i skikkelse af en større slange, gik om bord på et skib, som var sendt ud for at bringe den til Rom, og da den ankom uskadt til Tiberen, blev den højtideligt indviet som Roms skytsgud. Fra da af dyrkede Rom den hellige slange som den inkarnerede solgud, som ”Slangen over Ilden”.
I så godt som ethvert hus fandt man den hellige slange (af en ufarlig art) som husdyr. Billeder af denne slange blev sat op omkring husaltrene, og de krøb rundt i husene og tiggede om føde. Ja, de krøb bogstavelig talt rundt på bordene mellem gæsterne, og i perioder med hedebølger snoede kvinderne dem om halsen for at blive kølet af .
Disse"hellige dyr" holdt bestanden af rotter og mus nede, men eftersom de levede et beskyttet liv, og ingen lagde hånd på dem, formerede de sig så hurtigt, at de, ligesom de hellige køer i Indien og de hellige aber i Benares, blev til uudholdelige plageånder. De hyppige ildebrande i Rom var det eneste, der kunne formindske bestanden.
I et træsnit fra Rom ser man et billede af den romerske ild- og slangedyrkelse forenet i det hedenske Rom. Kejseren, pontifex maximus, som var overhovedet i dette religiøse system, havde derfor en slange på en høj pæl, der var malet i stærke farver, for at symbolisere både slange- og ilddyrkelsen.
Efterhånden som mørket vandt frem, kom det i kollision med lyset:
Mikael og hans engle gik i krig med dragen... (Åb 12,7)
