I år 378 overtalte Biskop Damasus den meget unge kejser Gratian til at give afkald på sin hedenske titel som Pontifex Maximus, pga. Gratians kristne tro. Denne titel betød, at man blev ypperstepræst over det romerske flerguderi. Det var en meget prestigefyldt titel, som indebar stor magt og indflydelse. Herefter overtog Biskop Damasus selv titlen som Pontifex Maximus, som han forsøgte at indlemme i den kristne tro.
For ham var det derfor et held, at der i det hedenske Rom var en Peter Roma med nøglerne. Han blev anset for at være fortolker af mysterierne. Denne Peter Roma blev hurtigt gjort til den samme som Peter i Rom – den apostel, som Herren Jesus Kristus gav Himmerigets nøgler (Matt 16,19) – til trods for, at det er højst usandsynligt, at han nogen sinde satte sine ben i Rom. Med Pontifex Maximus titlen blev biskoppen også stedfortræder for afguden Janus, hvis nøgle Biskoppen i Rom var indehaver af. Janus var en afgud i Romerriget, som blev kaldt "åbneren og lukkeren" (LEMPRIERE, sub voce).
Janus havde mange funktioner. En af dem var at tage vare på soldaterne, som vendte hjem fra krig. Derfor byggede Roms anden konge, Numa Pompilius (715-673 f.Kr.) et tempel til denne Janus. Det blev kun åbnet i krigstider, for at kunne byde soldaterne velkommen hjem, så Janus kunne give dem ny styrke. I praksis stod det stort set altid åbent, for Rom var næsten altid i krig. Denne nøgle, som biskoppen i Rom sagde, at han var i besiddelse af, var den nøgle, som kunne åbne og lukke dette tempel, men ud over dette også kunne lukke op for "de guddommelige hemmeligheder".
Uanset hvilken afgud et menneske ville påkalde, så mente man dengang, at vedkommende først måtte gå til Janus. Han blev, i den hedenske verden, betragtet som gudernes gud. I kraft af sine to ansigter, repræsenterede han en mystisk forening mellem fader og søn, og han blev anset som den eneste, som havde nøglen til at åbne døren til himmelen (OVID, Fasti, lib. i. ll. 171, 172, vol.iii. p.24).
Janus blev desuden anset for at være den inkarnerede Noa. Der var forskellige tolkninger af de 2 ansigter. En af dem var, at han havde levet i både den gamle og den nye verden (både før og efter syndfloden). Også Fiskeguden Dagon blev relateret til Noa (læs artiklen om denne).
Da denne Janus fra urgammel tid blev dyrket i Rom, mente man, i flg. den hedenske opfattelse, at Janus havde al magt i himmelen, på jorden og i havet (Ibid, lib. i. ll. 1, 17, 120, 125). Pga. denne magt sagde man, at han også havde magten til at åbne og lukke fredens eller krigens porte på jorden. Da Biskop Damasus kårede sig selv som Peters efterfølger – hævdede han, at den nøgle han var indehaver af, havde han overtaget efter Apostlen Peter, som Jesus jo havde givet Himmerigets nøgler. Men dette var både manipulerende og blasfemisk.
Janus var også den afgud, der blev tilbedt i provinsen Asien, da Johannes modtog åbenbaringen på Patmos, hvor han skrev flg. budskab til menigheden i Filadelfia:
Dette siger den Hellige, den sanddru, han som har Davidsnøglen, og som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op …
Dette er en advarsel fra Gud selv til enhver, der tilraner sig en magt til at åbne og lukke de guddommelige ting efter forgodtbefindende.
På Biskop Damasus’ tid var pavetitlen ikke taget i brug. Det var Biskoppen i Rom, som hen ad vejen blev til Paven. Det var derfor Paven, som blev stedfortræder for afguden Janus – under dække af apostlen Peter. Denne Janus er beviseligt den babylonske og falske Messias.
I dag er det kardinalerne, som hjælper Paven med at udøve Janusnøglens magt - at åbne og lukke – hvilket ikke kan være andet end en okkult praksis. Den som ser pavedømmets blasfemiske postulater, vil se de mange ligheder med Babylons afguder. I de lande, hvor det babylonske afguderi var mest gennemført, finder vi, at deres Pontifex Maximus for de babylonske guder besad de selvsamme egenskaber, som nu tilskrives Paven i Rom.
