Vi finder også i Biblen bevis på, at israelitterne omkring år 600 f.Kr. dyrkede den babylonske afgud Tammuz, som vi kan læse hos profeten Ezekiel:
Så førte han mig til nordporten til Herrens tempel, og dér sad kvinderne og græd over Tammuz. (Ez 8,14)
Også profeten Jeremias påtaler i samme periode, at de stadig tændte offerild for Ba’al, som de også gjorde på Elias’ tid ca. år 800 år f.Kr.:
De har bygget offerhøje for Ba'al for at brænde deres sønner som brændofre til Ba'al. (Jer 19,5)
Inden kristendommen kom til de Britiske Øer, fejrede hedningerne sankthans-fest med bål og med ofringer til Ba’al. Historikeren Toland skriver i sin bog "Account of the Druids":
"... det var skik, at herremanden eller hans søn tog nogle af de ofrede dyrs indvolde i sine hænder og gik så tre gange barfodet hen over de glødende kulrester til den druidske præst, som ventede ved offeralteret iført et helt dyreskind. Hvis herremanden kom uskadt igennem, ansås det for et godt tegn, som blev budt velkommen med højlydt bifald, men hvis han kom noget til, blev det betragtet som en ulykke både for lokalsamfundet og ham selv".
”Og således”, fortsætter forfatteren, "har jeg set, at folket hopper og springer igennem sankthansbålene i Irland - ikke kun stolte over at være kommet igennem uden at svide hår eller tøj, men som om det var en slags lutring, hvor de forestillede sig at være velsignede af ceremonien, som de, i deres totale uvidenhed, ikke var klar over, hvad oprindelig gik ud på."
Det er forbavsende, at et gammelt babylonsk ritual, som båldyrkelsen, stadig praktiseres både i hedenske lande og i de mere eller mindre katolske lande.
