Betingelsen for at Romerriget kunne acceptere Kristendommen var, at de kristne samtidig skulle acceptere det romerske flerguderi, som dengang var dominerende i den vestlige verden. Kun på den måde kunne afguderne stadig tilgodeses. Man troede i Romerriget, at guderne ville blive sure, hvis de blev svigtet. Da Rom brændte i år 64, fik de kristne derfor skylden og blev straffet med fængsel. For man var sikre på, at denne ulykke var sket pga. deres manglende tilbedelse af deres gamle guder.
Hvordan skulle man forholde sig til midsommerfesten - det vi kalder for Sct. Hans og fejrer d. 23. juni? Denne fest blev fejret over hele verden. Skulle man bekæmpe den? Nej! Det ville være i strid med pave Gregor I’s berømte råd om, at man med alle midler, skulle møde hedningerne på halvvejen og derved få dem til at tilslutte sig Romerkirken. Dette råd blev nøje overholdt, og derfor sørgede man for, at sankthansdag blev ført ind i Pavedømmets kalender under påskud af, at det var en kristen helligdag – selvom den i virkeligheden var en hedensk festdag for Tammuz - Solens gud, som man fejrede på denne årets længste dag.
Men hvilket navn skulle man give denne "helligdag"? Hvordan kunne man få den til at passe ind i den romerske kristendom? At kalde den ved de gamle gudenavne, Bel eller Tammuz, ville være alt for afslørende. Samtidig var det svært at give denne dag et kristent navn, da der ikke fandtes noget i Skriften, der kunne godtgøre, at netop denne dag var noget ganske særligt.
Igen viste Romerkirken sin underfundighed ved at opkalde denne dag efter Johannes Døberen. For man havde jo allerede fastsat Frelserens fødselsdag til at den 24. december, og derfor var det en kærkommen anledning til at indføre Johannes Døberens fødselsdag, for han blev blev født 6 måneder tidligere end Jesus.
Sådan opstod Johannes Døberens fødselsdag.
