Julen (Vintersolhverv) har altid været lysets og solens fest iblandt hedninger. På denne årets allerkorteste dag fejrer de solen som livgiver. Det er tid til at feste og fejre, til at drikke for godt år og fred i det nye - til at hylde solen og dens lange vej tilbage til livet. ILD er solens og lysets urkraft. Den er blevet fejret, så langt tilbage, som vores fælles erindring kan fortælle os i form af billeder, helleristninger og myter.
Fejringen af solens genfødsel den 25. december foregik, ved månens fødsel den 24. december - og måneguden, som araberne dyrkede og stadigvæk gør, symboliseres ved den sorte sten indmuret i Kaabaens østlige hjørne i gården i Mekka, Islams helligste by.
Også månens fødsel blev fejret blandt sakserne på årets sidste dag under navnet Hogmanay, hvor man bagte fødselskager – som giver os associationer til vores tids julesmåkage-bagning. Navnet stammer fra den kaldæiske "sol og måne hoegtids-fest". I Skandinavien er ordet ”hoeg-tid” blevet forbundet med juletid og højtid, som nu bruges om alle kirkens fester (højtider).
I de seneste 1000 år har vi i Norden i stedet fejret Kristi Fødsel, som Pavedømmet placerede som en helligdag sammen med Yulefesten – vintersolhverv. Men rundt omkring i dagens Danmark er der efterhånden rigtig mange ikke-kristne, som i bund og grund fejrer denne gamle hedenske tradition, hvor det ikke er Kristus, der fejres – og mange gør dette uden at være klar over det.
I norden har man ”drukket jul” – en rituel mjød- eller øldrikning, hvor man fornyede sine løfter til både guder og mennesker - vor tids nytårsfortsætter - hvilket skete, mens drikkehornet gik rundt i kredsen af folk. Her blev der givet løfter i gode venners lag. Også vi ”æder og drikker” os flere kilo på, og ligesom de lavede bål, for at fejre lysets genkomst, gør vi det samme med masser af lys – juletræ med lys, lyskranse og masser af stearinlys.
