Jeg kom gående fra kirken sammen med hjælpepræsten, hvor vi blev mødt af en fattig mand, der mere lignede en død end en levende; han var iklædt pjalter, og hans blege og dirrende læber viste, at han var på randen af menneskelig elendighed.
Da han tog sin hat af i respekt for os, sagde han til hjælpepræsten med en rystende stemme: "De ved, hr. Le Cure, at min stakkels kone døde og blev begravet for ti dage siden, men jeg var for syg til at få en begravelses messe for hende den dag, hun blev begravet, og jeg frygter, at hun er på vej i Skærsilden, for næsten hver nat ser jeg hende i mine drømme tæt omsluttet af brændende flammer, hvor hun græder og be’r mig om hjælp til at få afholdt en messe for resten af hendes sjælevandring. Jeg kommer til at bede dig om at være så venlig at afholde en messe for hende".
"Selvfølgelig," svarede sognepræsten, "din kone er i skærsildens flammer og lider under frygtelig tortur, som kun kan lindres ved fremførelsen af messens hellige offer. Giv mig fem dollars, og jeg vil afholde en messe i morgen formiddag".
"De ved godt, hr. Le Cure," svarede den fattige mand i den mest tiltalende tone, "at min kone og jeg selv har været syge det meste af året. Jeg er for dårligt stillet økonomisk til at kunne give dig fem dollars"!
"Hvis du ikke kan betale, kan der heller ikke blive holdt nogen messe. Du ved, at sådan er reglerne. Det står ikke i min magt at ændre på det".
Disse ord blev sagt af præsten i en høj og ubehagelig tone, som var i absolut kontrast til den fattige og syge mands højtidelighed og nød. Det gjorde et meget smertefuldt indtryk på mig, for jeg følte med ham. Jeg vidste, at hjælpepræsten var velhavende, for han var leder af en af Canadas rigeste sogne; og han havde flere tusinde dollars i banken.
Jeg håbede, i første omgang, at han bare ville betale for ham, uden at skulle have pengene igen, men jeg blev skuffet. Min første tanke var, efter at have hørt denne hårde afvisning, at jeg ville tage pengene op af min egen lomme og betale de fem dollar i guld, som jeg havde, og give dem til den fattige mand, så han kunne slippe sin frygtelige angst for sin kones sjælefred. Jeg overvejede også, at jeg ville sige til ham: "Jeg vil fremlægge denne messe gratis i morgen".
Men jeg måtte desværre indrømme, at jeg var for fej til at gennemføre denne ædle handling. Jeg ønskede oprigtigt at gøre det, men blev forhindret af frygt for at fornærme hjælpepræsten, som var ældre end mig selv, og for hvem jeg altid havde haft stor respekt. Jeg blev klar over, at han ville have set min handling som en fordømmelse af hans adfærd.
Jeg skammede mig over min egen fejhed, selvom jeg havde lyst til at gøre det. Hjælpepræsten sagde til den forvirrede fattige mand: "Denne kvinde er din kone, ikke min. Det er dit ansvar, og ikke mit, at finde ud af hvordan man får hende ud af pinen".
Han vendte sig mod mig og sagde på den mest elskværdige måde: "Vær venlig at komme til te".
Vi var knap nok gået i gang med teen, da den stakkels mand hævede sin stemme og sagde på den mest rørende måde: "Jeg kan ikke efterlade min stakkels kone i Skærsildens flammer, så hvis du ikke kan afholde en stor messe, vil du så venligst fremsige fem små messer for at redde hendes sjæl fra de brændende flammer"?
Præsten vendte sig mod ham og sagde: "Ja, jeg vil gerne fremsige fem messer for at få din kones sjæl ud af Skærsilden, men giv mig først fem shillings, for du ved, at prisen på en lille messe er en shilling".
Den fattige mand svarede: "Jeg kan hverken give en dollar, eller fem, for jeg har ikke en cent, og mine tre fattige små børn er lige så nøgne og sulter ligesom mig selv".
"Mon?" svarede præsten, "da jeg gik forbi dit hus denne morgen, så jeg to smukke pattegrise. Giv mig en af dem, og jeg vil fremsige dine fem små messer".
Den stakkels mand sagde: "Disse små grise fik jeg foræret af en kærlig nabo, så jeg kunne brødføde mine fattige børn næste vinter. Børnene vil helt sikkert sulte ihjel, hvis jeg giver mine grise væk".
Jeg var ikke længere i stand til at lytte til denne forfærdelige samtale, da hvert et ord ramte min sjæl som brændende pile. Jeg var helt ved siden af mig selv af skam og afsky, så jeg lukkede af for dialogen omkring køb og salg af sjæle og præstens tilbud, hvorefter jeg flygtede ind på mit soveværelse, låste døren og faldt på mine knæ for at græde og bede for hvad der lå på mit hjerte.
En kvarter efter bankede hjælpepræsten på min dør og sagde: "Teen er klar, kom venligst ned!" Jeg svarede: "Jeg har det ikke godt, jeg bliver nødt til at hvile. Undskyld mig, at jeg ikke kan komme til te i aften".
Ord kan ikke beskrive hvilken søvnløs nat jeg måtte gennemgå. Timerne var mørke og lange.
"Min Gud, min Gud!" Jeg græd højt "er det muligt, at der i min kære kirke i Rom kan være så mange af de vederstyggeligheder, som jeg har set og hørt i dag? Kære vidunderlige Frelser, hvis du stadig befandt dig på jorden og så en af dine elskede børn falde i en brændende ovn, ville du så bede om en shilling for at trække hende op? Ville du tvinge en fattig far med sine sultne børn til at give deres sidste måltid mad som betaling for at få dig til at slukke de brændende flammer?
"Du har udgydt dit dyrebare blod for at redde hende. Hvilken grusomhed og ubarmhjertighed, vi - dine præster - udviser overfor denne dyrebare sjæl, som du døde for! Men er vi virkelig dine præster? Er det ikke blasfemisk at kalde os for dine præster, når vi ikke vil ofre noget som helst for at redde denne sjæl, og at lade den fattige mand og hans forældreløse børn sulte?
Hvordan kan vi afkræve sådanne pengebeløb fra dine fattige børn for at hjælpe dem ud af Skærsilden? Siger dine apostle ikke, at kun dit blod alene kan rense sjælen?
Kan det virkelig være sandt, at der findes et brændende fængsel for synderne efter døden, uden at hverken du eller dine apostle har nævnt et ord om det? Er det muligt, at jeg er så ligeglad, at jeg har nægtet at give en hjælpende hånd til den fattige, nødlidende mand, af frygt for at fornærme den grusomme præst"?
Vi præster er overbeviste om, og siger, at vi kan hjælpe sjæle ud af Skærsildens brændende ovn, med vores bønner og messer: Men i stedet for at ile til deres redning, vender vi os til den afdødes forældre, venner, eller børn og siger: Giv mig fem dollars; giv mig en shilling, og jeg vil bringe denne tortur til ophør; men hvis du nægter os penge, vil vi lade din far, mand, kone, barn eller ven udholde denne tortur i yderligere hundredevis af år.
Det ville tage for lang tid at gengive de tanker, som plagede mig gennem denne forfærdelige nat. Jeg badede, i bogstavlig forstand, min pude i tårer. Jeg gik fra at bekende min forbryderiske mangel på velgørenhed imod denne fattige mand og til den forfærdelige fristelse imod min tro, der pinte og plagede min samvittighed, i de lange timer denne nat! Og jeg rettede op på min fejhed ved at skænke fem dollar til den fattige mand.
Næste dag leverede jeg en meget spændende prædiken om syndens ondskab, set i lyset af Kristi lidelser på korset. Denne tale gav en lykkelig adspredelse til mit sind og fik mig til at glemme den triste historie om pattegrisene. Efter prædiken førte hjælpepræsten mig ned i hans spisestue.
Han var kendt for at have ansat en af Canadas bedste kokke. På det første fad lå en pattegris, så mesterligt stegt og efter alle kunstens regler, at jeg ikke havde set noget lignende; det lignede et rent stykke guld, og dets velduft ville have bragt mundvandet frem på selv den mest angerfulde eremit.
Jeg havde ikke spist i de sidste 24 timer. Jeg følte mig sulten; og pattegrisen var fristende for mig. Det var en fornøjelse at se på den og den duftede fantastisk.
Min kniv og gaffel havde snart gjort deres arbejde og jeg proppede den fristende og saftige mundfuld ind i min mund, da jeg pludselig kom i tanke om den fattige mands pattegris. Jeg lagde stykket tilbage på min tallerken og med nervøsitet og angst kiggede jeg på hjælpepræsten og sagde: "Tillad mig at stille dig et spørgsmål om denne ret”.
"Åh! Ja, stil mig ikke kun et, men to spørgsmål, og jeg vil svare dig så godt jeg kan," svarede han på sin pæne facon.
"Er det pattegrisen fra den fattige mand i går"? spurgte jeg.
Midt i et anfald af krampagtig latter svarede han: "Ja, det er det. Uagtet om vi formår at redde denne stakkels kvindes sjæl ud af skærsilden eller ej, vil vi under alle omstændigheder spise et dejligt stykke pattegris"! De andre tretten præster fyldte rummet med deres latter for at vise deres påskønnelse af deres værts vittige bemærkning.
Men deres latter varede ikke længe. Med en følelse af skam og ukontrolleret forargelse skubbede jeg min tallerken fra mig med en så stor kraft, at den krydsede bordet og var nær ved at falde på gulvet; hvorpå jeg sagde - med en følelse af afsky, som ingen kan beskrive:
"Jeg vil hellere sulte ihjel end at spise af denne afskyelige ret, hvor jeg ser denne stakkels mands tårer, jeg ser blodet af hans sultne børn, og dette er prisen for en sjæl. Nej! Nej, mine herrer, rør den ikke".
Den stakkels hjælpepræst tav ved mine alvorlige ord, som ramte hans samvittighed og mumlede en undskyldning. Pattegrisen forblev urørt; og resten af middagen lignede mere en begravelsesceremoni end en hyggelig middag. Ved Guds nåde havde jeg bedt om tilgivelse dagen før. Men jeg havde såret følelserne hos denne hjælpepræst og hans venner og for altid mistet deres velvilje.
På disse måder førte Gud sin nytteløse tjeners skridt ad ukendte veje. Voldsomme storme rasede konstant og ødelagde sejlet på mit skrøbelige skib. Men hver en storm var med til at føre mig hen imod det evige livs kyster, på trods af min egen modstand, hvor jeg skulle lande sikkert nogle få år senere.
