Stærkt forbundet med ”at påklæde helgener” er også ”kroning” af disse. I de sidste to århundreder af pavekirkens historie er fester for kroning af ”de hellige figurer” blevet mere og mere almindelige.
Ligesom Nimrod var den første konge og storhersker på jorden efter syndfloden - således blev Bacchus fejret som den første, der bar en krone. Men da han faldt i hænderne på sine fjender, blev al magt og glorværdighed taget fra ham, også hans krone. Osiris mistede sin krone da hans storebror stak ham en syngende lussing. Denne begivenhed blev ihukommet hvert år i Egypten.
Osiris krone blev fortolket på forskellige måder, men i den mest kendte myte om Osiris blev den beskrevet som ”Meliot-sejrskransen”. Meliot er en plante i familie med trekløveren; og trekløver i den hedenske gudelære er et af symbolerne for treenigheden. Således finder vi også i pavekirken en blasfemisk fremstilling af Gud - Faderen - (i det 14. århundrede), som bærer en krone med tre spidser, hver omgivet af et hvidt kløverblad.
Men langt før katolicismen tog trekløveren i brug, var den kendt som et helligt symbol. Kløverbladet havde også stor betydning blandt de gamle persere; for der finder vi den beskrevet i den Persiske Magi: ”Hvis nogen vil ofre til guden, fører han offerdyret hen til en hellig plads. Offeret deles, han koger kødet og lægger det på de mest delikate urter, særlig TREKLØVERE, hvorefter en magisk rite udføres, uden hvilken intet offer kan foretages, ledsaget af en hellig hymne.
Blandt de britiske druider var den hvide trekløver højt agtet som symbol på deres Treenige Gud, lånt fra Babylon, såvel som resten af deres religion. Da Bacchus førte sin hustru, Ariadne, til himlen, satte han en krone på hendes hoved, som tegn på den ophøjede ære han viste hende.
Alt dette er, uden tvivl, den virkelige kilde til det pavelige ritual, at krone statuer og figurer af Madonnaen. At genindføre hedenske skikke, i protestantiske, evangeliske kirker, er i direkte modstrid med tilbedelse af den eneste sande Gud, Himmelens og jordens skaber og hans Søn Jesus Kristus, vor Herre, ”… ved hvem han også har skabt Verden” (Hebr. 1, 2)
