MENIGHEDEN LYS & SALT


LOVLØSHEDENS HEMMELIGHED



Ved en gennemgang af Romerkirkens babylonske baggrund kommer det tydeligt frem, at den er fyldt med hemmeligheder eller mysterier. Det ser vi fx i den engelske udgave af den katolske katekismus, som bruger udtryk som: Mystery of the church, mystery of faith, mystery of God, mystery of mans salvation - ligesom det gamle Babylon også var fyldt med hemmeligheder og mysterier.


En anden og meget vigtig lighed mellem det gamle og det nye Babylon er kvinden med et guldbæger i hånden. (Åb 17,4)


Med hende har Jordens Konger bedrevet Utugt, og Jordens beboere har beruset sig i hendes Utugts Vin … Dette er hemmeligheden: … Babylon, den store, Moder til Jordens Skøger og Vederstyggeligheder. (Åb 17,5)


Dette guldbæger er, hvad Paulus kalder lovløshedens hemmelighed. (2 Thess 2,7) Det kan ikke undgå at føre tankerne hen på Det Gamle Testamentes Babylon.


Jeremias skriver:


Babylon var et guldbæger i Herrens hånd, det gjorde hele jorden beruset. Folkeslag drak af vinen, derfor teede de sig som afsindige (Jer 51,7).


Men hvorfor denne slående lighed? Mon ikke det er fordi de er to alen ud af ét stykke, blot i forskellige tidsaldre.



I Babylon var en del af indvielsen i disse mysterier, at man drak af nogle mystiske blandede drikke. Disse "mystiske drikke" var sammensat af "vin, honning, vand og mel”. Der er ingen tvivl om, at det var berusende drikke, som blev brugt sammen med stærke planteudtræk, som skulle vække passionerne - alt sammen inden mennesker blev indviet i noget, som man ikke bare uden videre kunne præsentere for uindviede.


Disse mysteriekulte kan spores helt tilbage til Semiramis, som regerede omkring tre århundreder år efter syndfloden, dvs. på Abrahams tid. Denne tøjlesløse dronning af Babylon var ikke kun et symbol på uhæmmede lyster og begær, men i mysterierne blev hun, med vederstyggelige ritualer, dyrket som Rhea, den store ”MODER" til deres guddomme.


Det er den samme som Venus, alle urenheders MODER, der gjorde byen, hvor hun herskede, til et fordærvet hovedsæde for ugudelighed og indviet tempelprostitution. 1500 år senere, omkring år 500 f.Kr. blev denne gudinde stadig dyrket i Babylon som Himmeldronningen (eller Venusstjernen).


Denne afgudsdyrkelse spredte sig i Judæa, og var årsagen til, at befolkningen blev ført i fangenskab i Babylon.


Herren sagde til Jeremias:


Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig. Men er det mig, de krænker? siger Herren. Nej, det er sig selv, og de skal komme til at rødme af skam (Jer 7,17-19).



Denne dronning af Babylon er en påfaldende prototype på "KVINDEN" i Åbenbaringen, med et guldbæger i hånden og med dette navn på sin pande:


… en hemmelighed: Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens afskyeligheder. (Åb 17,5)


Skøgen med bægeret i hånden blev symbolet for den afgudsdyrkelse, som stammede fra det gamle Babylon. I Grækenland blev hun også vist på denne måde, for sådan var den græske Venus oprindelig gengivet.


Ved pave Leo XII’s jubilæum i år 1825 prægede man en medalje. På den ene side var hans billede, og på den anden side var "Kvinden” med et gyldent bæger i sin venstre hånd og et kors i sin højre. På bægeret stod der: "Sedet super universum" (Hele verden i hendes hånd). Kvinden på medaljen kalder Romerkirken stadig for Himmeldronningen.


Men tilbage til det gamle Babylon som forbillede for Åbenbaringens nye Babylon, det


… som var og ikke er og vil komme. (Åb 17, 8)


Dette begyndte at gå i opfyldelse allerede på apostlenes tid - da de første kristne menigheder blomstrede efter pinsedagen, og de første martyrer led døden. Selv da Evangeliets budskab lyste allermest klart, advarede Paulus med disse ord:


Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares … når hans tid er inde. For allerede nu virker lovløshedens hemmelighed… (2 Thess 2,3-7)


Romerkirkens præstelige magt kulminerede med indførelsen af skriftemålet. Dette gav grobund for "Lovløshedens Hemmelighed", for skriftemålet var obligatorisk for enhver, som søgte optagelse i Kirken.


Det betød i praksis, at præsten fik kendskab til menneskers inderste hemmeligheder, som de var nødt til at komme frem med. For iflg. kirkens lære gik den eneste vej til frelse gennem kirken, og derfor også gennem skriftemålet. Dette gav præsten en enorm magt over mennesker.


Paulus talte imod denne praksis med disse ord:


Vi er ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde… (2 Kor. 1, 24).