Denne dronning af Babylon er en påfaldende prototype på "KVINDEN" i Åbenbaringen, med et guldbæger i hånden og med dette navn på sin pande:
… en hemmelighed: Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens afskyeligheder. (Åb 17,5)
Skøgen med bægeret i hånden blev symbolet for den afgudsdyrkelse, som stammede fra det gamle Babylon. I Grækenland blev hun også vist på denne måde, for sådan var den græske Venus oprindelig gengivet.
Ved pave Leo XII’s jubilæum i år 1825 prægede man en medalje. På den ene side var hans billede, og på den anden side var "Kvinden” med et gyldent bæger i sin venstre hånd og et kors i sin højre. På bægeret stod der: "Sedet super universum" (Hele verden i hendes hånd). Kvinden på medaljen kalder Romerkirken stadig for Himmeldronningen.
Men tilbage til det gamle Babylon som forbillede for Åbenbaringens nye Babylon, det
… som var og ikke er og vil komme. (Åb 17, 8)
Dette begyndte at gå i opfyldelse allerede på apostlenes tid - da de første kristne menigheder blomstrede efter pinsedagen, og de første martyrer led døden. Selv da Evangeliets budskab lyste allermest klart, advarede Paulus med disse ord:
Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares … når hans tid er inde. For allerede nu virker lovløshedens hemmelighed… (2 Thess 2,3-7)
Romerkirkens præstelige magt kulminerede med indførelsen af skriftemålet. Dette gav grobund for "Lovløshedens Hemmelighed", for skriftemålet var obligatorisk for enhver, som søgte optagelse i Kirken.
Det betød i praksis, at præsten fik kendskab til menneskers inderste hemmeligheder, som de var nødt til at komme frem med. For iflg. kirkens lære gik den eneste vej til frelse gennem kirken, og derfor også gennem skriftemålet. Dette gav præsten en enorm magt over mennesker.
Paulus talte imod denne praksis med disse ord:
Vi er ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde… (2 Kor. 1, 24).