Burde Madonnaen ikke have lignet den Jomfru Maria, som var af jødisk herkomst? Men det gjorde hun ikke! Ja, det er de selvsamme træk og hudfarve hos den romerske - som hos den babylonske Madonna. I et land med mørkøjede skønheder og kulsorte lokker blev Madonnaen altid fremstillet med blå øjne og gyldent hår og en hudfarve helt anderledes end den jødiske, og som burde ligne HERRENS moder, men som i stedet for stemmer helt overens med det der tilskriver gudinden i Babylon.
I næsten alle lande er den store gudinde blevet beskrevet med gyldent eller gult hår, som viser, at der må have været en stor prototype, efter hvilken de alle blev fremstillet som efterligninger.
"Flave ceres", "Ceres med det gule hår”, ville ikke have betydet så meget i denne sammenhæng, hvis hun havde stået alene, for man kunne i dette tilfælde have formodet, at "gult hår" var lånt fra det gule korn, hvilket, man antog, hun var beskytter af. Men mange andre gudinder er tilegnet det selvsamme epitet.
Europa, som Jupiter bortførte i skikkelse af en tyr, kaldes "Europa med det gule hår”. Minerva kaldes af Homer "den blåøjede Minerva" og af Ovid kaldes "den hårgule". Jægerinden Diana, der almindeligvis identificeres med månen, tiltales af Anacreon som "Jupiters gulhårede datter”. Dioné, Venus’ moder, beskriver Theocritus som "gulhåret”. Venus selv kaldes ofte "Aurea Venus" - ”den gyldne Venus”. Den indiske gudinde Lakshmi, "Universets Moder”, beskrives med gylden hudfarve. Ariadne, Bacchus hustru, kaldes "den gyldenfarvede Ariadne”. Havfruen - der figurerede så ofte i de romantiske eventyrer i Norden - og som beviseligt var lånt fra historien om Atergatis, Syriens fiskegudinde - kaldes "Semiramis’ moder". Hun blev af og til identificeredet med Semiramis selv - og blev også beskrevet med samme slags hår.
Den danske forfatter H.C. Andersen beskriver hende som lys med gyldent hår, hvor hun spillede bedårende på sit strengeinstrument. Hun ses ofte siddende på vandets overflade, imens hun reder sit lange, gyldne hår med en gylden kam. Når det er vel bekendt, at Jomfru Maria, på de mest berømte billeder i Italien, er fremstillet med lys hud og gyldent hår, og når Jomfruen over alt i Irland fremstilles på samme måde, hvem kan så modstå konklusionen, at det er hun udelukkende, fordi hun er blevet kopieret fra samme prototype som de hedenske gudinder?
Men når det beviseligt er den hedenske gudinde, der dyrkes i de katolske kirker, som den babylonske Himmeldronning med sin søn Ninus på armen, som rival til Kristus, så er det topmålet af romersk afgudsdyrkelse.
Da hun blev dyrket med sit barn i det gamle Babylon og de nærliggende lande, hvor også Israel var indbefattet, kaldtes barnet "Zoroashta","Kvindens sæd". Det vakte, i den grad, den Almægtige Guds vrede, at de ikke ville høre på profeten Jeremias’ advarsler, men sagde:
"…Det ord, du taler til os i Herrens navn, vil vi ikke høre på. Nej, vi vil gøre alt det, vi har lovet: tænde offerild for Himmeldronningen og udgyde drikofre for hende, sådan som vi og vores fædre, vores konger og stormænd gjorde i Judas byer og i Jerusalems gader". (Jer 44,16-17)
At kalde barnet i den romerske Madonnas arme for Kristus gør det ikke mindre modbydeligt, når der i Åbenbaringen står:
”Og på hendes Pande var der skrevet et Navn, en Hemmelighed: ”Babylon, den store, Moder til Jordens Skøger og Vederstyggeligheder." (Åb 17, 5)
Hvis alt dette er sandt, (og hvem kan modsige det), hvordan kan man så fortsætte med at kalde pavens Rom for en kristen kirke? Er der nogen, som frygter Gud og læser disse linjer, der ikke vil indrømme, at kun hedenskab alene har inspireret til en sådan doktrin, som den der var grundlaget for de egyptiske kristne ved Nikæakoncilet, nemlig at den hellige Treenighed bestod af "Faderen, Jomfru Maria og Messias, hendes Søn"?
Hvad vil en læser af dette sige til en kirke, der lærer sine børn at tilbede en sådan Treenighed med følgende linjer:
"Heart of Jesus, I adore thee; Heart of Mary, I implore thee; Heart of Joseph, pure and just; IN THESE THREE HEARTS I PUT MY TRUST." (What every Christian must know and do - Published by James Duffy, Dublin)
For at opmuntre tilhængerne til at udføre disse "gode kristne gerninger" udlovedes en anselig bestikkelse. På side 30 i denne håndbog står der:
"Hver gang du beder denne bøn, medens du slår kors for dig og siger ”Jesus, Maria og Joseph”, giver jeg dig mit hjerte og min sjæl, og du får 100 dages aflad, som du kan give til sjælene i Skærsilden."
Denne håndbog blev udgivet med den katolske ærkebiskop Paulus Cullens imprimatur.
