Mikael og hans engle gik i krig med dragen, og dragen og dens engle tog kampen op, men kunne ikke stå sig, og de havde ikke længere deres plads i himlen. Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden – styrtet til jorden, og dens engle blev styrtet ned sammen med den (Åb 12,7-9)
Da den unge kejser Gratian (378), på biskop Damasus af Roms opfordring, afsagde sig sit hedenske embede som Pontifex Maximus, og hans nidkære medkejser i Øst, Theodosius I, gjorde kristendommen til statsreligion, blev det hedenske Roms ild- og slangedyrkelse officielt afskaffet. Den evige ild i Vestas Tempel blev slukket og vestalindernes indtægter blev konfiskeret. På samme måde fik ildslangen i det romerske imperium et dødeligt sår:
Et af dets hoveder var som dødeligt såret, men dets banesår blev lægt. Hele jorden fulgte dyret med undren (Åb 13,3)
Det babylonske system levede videre i Pergamum i Lilleasien, hvor det allerede havde eksisteret i flere århundreder før Kristus. I brevet til en af de syv menigheder, står der:
Og skriv til Menighedens Engel i Pergamum: … ”Jeg ved, hvor du bor, dér, hvor Satans Trone står; …” (Åb. 2, 12-13)
Fra begyndelsen havde den hedenske pontiff i Rom ingen umiddelbar forbindelse med Pergamum, men med tiden blev kontrollen over hedenskabet overdraget fra Pergamon til Rom, hvor det blev forenet med det kejserlige embede. Da Julius Cæsar lod sig vælge til Pontifex Maximus blev han også civil hersker over romerne. På denne måde blev den verdslige og åndelige magt forenet i én person, med den babylonske pontiff som forbillede. I kraft af sit høje pontifikale embede viste han sig, ved bestemte lejligheder, i al sin pomp og pragt, som Belsazzar gjorde, klædt i purpur og skarlagen med skinnende guld og ædelstene og med Nimrods hyrdestav i sin hånd, hvor han bar Dagons mitra og nøglerne til Janus’ og Kybeles’ templer.
Du kan læse om disse "hellige" symboler her.
Sådan fortsatte det, som tidligere nævnt, under de såkaldte kristne kejsere, indtil den unge kejser Gratian, som den første, frasagde sig Pontifex Maximus-embedet.
Ud fra alt dette fremgår det klart og tydeligt, at da Pontifex Maximus-embedet blev suspenderet, og alle de hedenske embedsmænd blev afsat fra deres indflydelsesrige positioner, var dette ikke blot Dragen af Rom, der blev nedstyrtet, men den ildrøde drage, den babylonske drage, om hvem der blev sagt:
Tænk, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne! Du er slynget til jorden, du som besejrede folkene (Es. 14, 12)
