Jeg kom hjem den 17. juli 1821, hvor jeg tilbragte eftermiddagen og aftenen sammen med min far. Her hyggede jeg mig, uden at vide hvor få timers lykke og glæde mine forældre ville få! Vi holdt en andagt sammen, og jeg læste kapitel 15 i Lukas evangeliet, som handlede om den fortabte søns tilbagevenden. Min mor sang derefter en salme af glæde og taknemmelighed, og jeg gik i seng med et hjerte fyldt med glæde og lagde mig til at sove.
Men, kære Gud… du havde ikke forberedt mig på det der skete, da jeg kl. 4 næste morgenen vågnede op ved lyden af et forfærdeligt skrig! Jeg genkendte min mors stemme og jeg spurgte forfærdet: "Hvad er der sket, kære mor"? "Åh, mit kære barn, du har ikke længere en far! Han er død"! Da hun havde sagt disse ord mistede hun bevidstheden og faldt om på gulvet! Jeg skyndte mig hen til min fars seng, hvor jeg holdt ham tæt ind til mit hjerte, og kyssede ham... jeg dækkede ham med mine tårer og forsøgte at løfte ham op på sin pude. Jeg kunne ikke tro, at han var død! ... Jeg knælede for at bede til Gud for min far. Men mine tårer og bønner var forgæves... han var allerede kold som is!
To dage efter blev han begravet. Min mor var så overvældet af sorg, at hun ikke kunne deltage i begravelsen. Jeg var hendes eneste jordiske støtte. Stakkels mor! Hvor har hun grædt mange tårer, og selvom jeg var meget ung, kunne jeg godt forstå, hvor stort et tab vi havde lidt, så jeg græd sammen med hende. Ingen kan forstille sig, hvad der foregår i hjertet på en kvinde, når Gud pludselig tager hendes mand væk og efterlader hende alene i elendighed, med tre små børn! Hvor er dagene dog svære at komme igennem for en fattige enke, der er ladt alene tilbage, uden midler, blandt fremmede mennesker! Hvor smertefulde er ikke de søvnløse nætter for det hjerte, som har mistet alt! ... Alle ting i huset mindede hende om hendes tab. Åh, hvilke bitre tårer der løb ned ad hendes kinder, da hendes yngste barn kastede sig i hendes arme og spurgte: "Mor, hvor er far? Hvorfor kommer han ikke tilbage"?
Hvor ofte så jeg hende ikke falde på knæ for at bede Gud om at være barmhjertig overfor hende og hendes tre ulykkelige faderløse børn. Men jeg kunne ikke hjælpe hende, men kun bede og græde sammen med hende!
Kun få dage efter min fars begravelse, så jeg hr. Courtois, vores præst, komme gående op til vores hus (han som tidligere havde forsøgt at fjerne vores Bibel fra os). Han havde ry for at være rig, og da vi var fattige og ulykkelige efter min fars død, var min første tanke, at han var kommet for at trøste og hjælpe os. Jeg kunne se på min mor, at hun havde samme håb. Hun hilste ham velkommen som var han en engel fra himlen. Men allerede hans første ord fik vores håb til at briste. Han forsøgte at være sympatisk og talte endog lidt om den tillid, som vi skulle have til Gud, især i prøvelsestider; men hans ord var kolde og følelsesløse.
Han sagde til mig: "Bliver du stadig ved med at læse i Bibelen, min dreng"? "Ja herre", svarede jeg og rystede af ængstelse, fordi jeg var bange for, at han ville fjerne denne skat fra mig, for nu havde jeg ikke længere en far, der kunne forsvare mig. Derefter sagde han til min mor: "Frue, jeg fortalte dig, at det ikke var i orden for dig eller dit barn at læse i denne bog". Min mor slog øjnene ned og svarede kun med tårer, der løb ned ad hendes kinder.
Dette spørgsmål blev efterfulgt af lang tavshed, og præsten fortsatte derefter: "Frue, du mangler stadig at betale for de messer, der er blevet afholdt, samt for de gudstjenester, som du blev tilbudt for din mands sjæl. Jeg vil meget gerne imødekomme dig, hvis du betaler mig den lille gæld". ”Hr. Courtois", svarede min mor, "min mand efterlod mig ikke andet end gæld. Jeg har kun mine hænder at arbejde med for mine tre børn. For disse små faderløses skyld – og ikke for min skyld - så tag ikke den lille smule fra os, der er tilbage”.
"Men frue, din mand døde pludselig, han er derfor i skærsilden. Hvis du vil have ham sendt videre til himlen, bliver du nødt til at yde nogle personlige ofre til kirken for de messer, som vi tilbyder”. "Som jeg sagde", svarede min mor, "har min mand forladt mig helt uden midler, og det er umuligt for mig at give dig penge”.
"Men, frue, din mand må uden tvivl have tjent mange penge. Jeg kan næppe tro, at han har forladt dig uden de midler, som kan hjælpe ham nu, da hans skæbne og lidelser er langt større end dine”. "Min mand tjente faktisk mange penge, men han brugte endnu flere. Han købte også et stykke land for længe siden, hvoraf kun halvdelen blev betalt, og derfor vil jeg nok ikke kunne beholde det. Så mine fattige faderløse børn fratages alt, hvad der er efterladt til dem. I mellemtiden håber jeg, herre, at du ikke er en mand, som vil fratage os vores sidste stykke brød".
"Men frue, messerne der tilbydes så din mand kan komme videre på sin sjælerejse, skal der betales for", svarede præsten. Min mor dækkede sit ansigt med sit lommetørklæde og græd. Jeg græd ikke sammen med hende, for denne gang var det ikke sorg, men vrede og en ubeskrivelig rædsel, der fyldte mit indre. Mine øjne var kun fæstet på denne mands ansigt, der torturerede min mors hjerte. Jeg kiggede med tåreløse øjne på den mand, der tilføjede min mor angst og fik hende til at græde mere bittert end nogensinde før. Mine hænder var knyttet sammen, som var de klar til at slå. Alle mine muskler skælvede. Min største sorg var min svaghed… at jeg ikke kunne sende ham bort fra vores hus og få ham langt væk fra min mor.
Jeg følte mig tilbøjelig til at sige til ham: "Skammer du dig ikke, du der er så rig… at komme her for at tage det sidste stykke brød fra vores mund"? Men min fysiske og moralske styrke var ikke tilstrækkelig til at udføre opgaven, og jeg var fuld af beklagelse og skuffelse.
Efter en lang stund med tavshed, løftede min mor sine øjne, fyldt med tårer, mod præsten og sagde: "Herre, ser du den ko på engen, ikke langt fra vores hus? Hendes mælk og det smør der fremstilles af mælken, er hovedparten af mine børns mad. Jeg håber ikke, at du vil tage hende fra os. Der skal gives et offer for at redde min fattige mands sjæl fra skærsilden, og hvis ikke andet er muligt så tag hende som betaling for at slukke de fortærende flammer". Præsten rejste sig straks op og sagde: "Meget vel, frue" og gik ud. Vores øjne fulgte ham ængsteligt; men i stedet for at gå hen til den lille port, som var foran huset, gik han hen imod engen og førte koen foran ham i retning af sit hjem.
Ved dette syn skreg jeg med fortvivlelse: "Åh, mor! Han tager vores ko væk! Hvad bliver der af os"? En ven havde givet os den ko, da den var tre måneder gammel. Jeg havde fodret hende med mine egne hænder. Jeg elskede hende. Min mor havde selv malket hende; og hendes rigelige mælk var en både god og nødvendig kost for os. Min mor græd også af sorg, da hun så præsten tage det eneste middel væk, som himmelen havde givet hende til at føde sine børn.
Jeg kastede mig i hendes arme, og spurgte hende: "Hvorfor har du givet vores ko væk? Hvad vil der blive af os? Vi skal helt sikkert dø af sult"? "Kære barn," svarede hun. "Jeg troede ikke, at præsten ville være så grusom at fjerne den sidste ressource, som Gud havde givet os. Åh! Hvis jeg havde vidst, at han var så ubarmhjertig, ville jeg aldrig have talt til ham, som jeg gjorde. Som du siger, mit kære barn, hvad skal der blive af os"? "Men har du ikke ofte læst for mig i din Bibel, at Gud er enkernes og de faderløses Far? Her skal vi bede til Gud, som er villig til at være din og min Far: Han vil høre på os og se vores tårer. Lad os knæle ned og bede ham om at være barmhjertig overfor os og give os den støtte tilbage, som præsten fratog os".
Vi knælede begge ned. Hun tog fat i min højre hånd med hendes venstre og løftede den anden hånd mod himlen, og her bad hun en så hjerteskærende bøn til en barmhjertig Gud, for sine fattige børn, som jeg ikke tidligere havde været vidne til... Hendes ord blev hele tiden overdøvet af hendes hulken, og da hun ikke var i stand til at bruge sin stemme, talte hun ved hjælp af sine brændende øjne som var vendt imod himmelen og med hånden højt hævet. Jeg bad også til Gud og gentog bønnen efter hende, som kun blev afbrudt af min hulken.
Da vi var færdige med at bede, blev hun mere og mere bleg og skælvede. Koldsved strømmede ned over hendes ansigt, og hun faldt om på gulvet. Jeg troede, at hun skulle dø. Jeg løb ud for at hente noget koldt vand, som jeg gav hende og sagde: "Kære mor! Åh, lad mig ikke være alene tilbage på jorden"! Efter at have drukket et par slurke følte hun sig bedre tilpas, og tog min hånd, som hun lagde på sine dirrende læber; jeg lagde mig tæt ind til hende og trykkede mig ind til hende, hvorefter hun sagde: "Kære barn, hvis du nogensinde bliver præst, beder jeg dig om aldrig at være så hård mod fattige enker som dagens præster er". Da hun sagde disse ord, mærkede jeg, hendes brændende tårer falde ned på min kind.
Mindet om disse tårer har aldrig forladt mig. Jeg følte dem konstant i de femogtyve år, jeg tilbragte med at forkynde Roms ubestridelige overtro. Da mit hjerte senere blev fristet til at tage penge fra enker og forældreløse børn, hørte jeg min moders stemme fra dybet af graven, som sagde: "Mit kære barn, vær ikke grusom mod fattige enker og faderløse, ligesom dagens præster." I mit præsteembede har jeg givet næsten alt, hvad jeg ejede af mad og klæder til de fattige, især enkerne og de forældreløse, og det skyldtes ikke, at jeg var bedre end andre, men på grund af, at jeg aldrig glemte de ord min mor sagde til mig.
