I Menighedens tidligste tid skete der en eksplosiv vækst og mange mirakler ved Apostlenes hænder:
Om Paulus står der:
Gud lod usædvanlige undergerninger ske ved Paulus' hænder. Ja, man bragte ligefrem tørklæder eller bælter, som Paulus havde båret, hen til de syge; og sygdommene forlod dem, og de onde ånder fór ud. (ApG 19,11-12)
Om Peter står der:
Ja, man bar tilmed syge mennesker ud på gaderne og lagde dem på senge og bårer, for at blot skyggen af Peter måtte falde på dem, når han kom forbi. Også fra byerne i Jerusalems omegn kom der en mængde mennesker med syge og med folk, der var plaget af urene ånder, og de blev alle helbredt". (AgG 5,15-16)
En skygge kan ikke betegnes som et relikvie. Men disse 2 beretninger minder meget om hinanden. Princippet er det samme - om vi taler om bælter eller om skygger. Derfor giver det god mening at spørge:
Var Peters skygge den helbredende faktor?
Hvad hvis det havde været en gråvejrsdag, hvor der ingen skygger falder - vilIe der så ikke være nogen, der var blevet helbredt den dag?
I Apostlenes Gerninger kap 3 blev Guds magt demonstreret gennem Peter og Johannes, da den lamme mand blev helbredt. Peter talte til folkemængden og korrigerede deres antagelse om, at han og Johannes besad en særlig magt. Peter gav selv svaret på, hvem og hvad der havde virket denne helbredelse:
Israelitter! Hvorfor undrer I jer over dette og stirrer på os, som om vi ved egen kraft eller fromhed havde bevirket, at den mand kan gå? ... Ved troen på Jesu navn har hans navn bragt denne mand, som I ser og kender, til kræfter. Den tro, som er virket ved Jesu navn, har for øjnene af jer alle givet manden hans fulde førlighed (vers 3,12-16).
- altså var det, "den tro, som er virket ved Jesu navn", som virkede.
I beretningen om Peters skygge kan vi læse, at:
... man bar tilmed syge mennesker ud på gaderne og lagde dem på senge og bårer, for at blot skyggen af Peter måtte falde på dem, når han kom forbi. Også fra byerne i Jerusalems omegn kom der en mængde mennesker med syge og med folk, der var plaget af urene ånder, og de blev alle helbredt (ApG 5,15-16)
Syge mennesker blev lagt, så skyggen kunne ramme dem, men der står ikke, at det rent faktisk var i kraft af Peters skygge, at de blev helbredt. Men til gengæld står der, at "de blev alle helbredt" - altså både i og udenfor Peters skygge. Vi har altså god grund til at tro, at "helbredende kræfter" var noget, som folkemængden tilskrev Peters skygge, og at de handlede på denne antagelse.
I Apostlenes gerninger kap 5 blev de syge ikke helbredt i kraft af skygger eller magiske beklædningsgenstande. Nej - de blev helbredt ved tro og som et svar på apostlenes bøn i kap 4:
… ræk din hånd ud til helbredelse, så der sker tegn og undere ved din hellige tjener Jesu navn. (ApG 4,30)
Måske er Peter og Paulus særligt fremhævede, hvad angår tegn og undere i Menighedens første tid, fordi de var sendt til henholdsvis jøderne og hedningerne med evangeliet i en brydningstid, hvor evangeliet var på fremmarch overalt - og Gud virkede mægtigt.
Skygger kommer og går, og relikvier forgår, men Guds magt er altid den samme – og har virker mægtigt, også i dag. Men hertil behøver han ingen skygger eller menneskers personlige ejendele. Nej han bruger mennesker, som vil sætte deres lid til ham, og som er villige til at træde ud i det, som Gud lægger til rette for os - hver især.