Den Katolske Kirke bygger ikke på Bibelens lære, alene. Pavedømmet er nemlig en "kirke", som altid er "på vej”, idet den hele tiden udvikler nye læresætninger. ”Skriftemålet" har ikke altid været en katolsk praksis, men blev først en del af kirkens lære i år 1215 under pave Innocens III. Men hvor stammer denne lære fra? – for den kommer ikke fra Bibelen.
Allerede fra slutningen af det første århundrede begyndte præsterne at få mere og mere magt – og efterhånden fik de en særlig magt over medlemmerne. Romerkirkens præstelige magt tog til med indførelsen af skriftemålet. Dette var, ligesom så meget andet, kopieret fra Babylon hvor præsters magt var stor over dem, der lod sig indvie i mysterierne, og indgik et hemmeligt skriftemål overfor præsten. Skriftemålet var en forudsætning for at man kunne indvies i "mysterierne", ellers kunne en optagelse ikke finde sted.
Mange grækere var indviede i Delphi Templet hvor de røbede deres hemmeligheder og synder i skriftemålet, som de frygtede ville komme øvrigheden for øre. Dette skriftemål indebar en større frygt for præstens indiskretion end for selve deres bekendelser. Årsagen til dette mundtlige skriftemål var, at indvielsen var så hellig, at præsten måtte sikre sig, at aspiranten var renset for en uren samvittighed, så gudernes vrede ikke skulle vækkes pga. ”forkerte” menneskers indtrængen i ”mysterierne”.
Men den, som kender bare lidt til denne antikke gudeverden med guder der selv var vanhellige af natur, kan ikke undgå at se, at det bestemt ikke var formålet. Hovedformålet var at få aspiranterne til at aflægge private og intime bekendelser om deres fejl og mangler for præsten, med det formål at prisgive dem helt og holdent i præsternes vold, som de havde betroet deres inderste følelser og hemmeligheder.
Af nøjagtig samme årsag har Rom oprettet Skriftestolen. I stedet for at pålægge både præsten og menigheden den samme formaning, som Skriften siger:
Bekend derfor jeres synder for hinanden… (Jak 5,16)
Alligevel forlanger Romerkirken, at dens medlemmer skal bekende deres synder for præsten, medens præsten ikke er forpligtet til at bekende noget som helst for menigheden.
Dette skriftemål aflægges altid i HEMMELIGHED OG I AFSKÆRMET TILBAGETRUKKENHED SAMMEN MED PRÆSTEN, som sidder iklædt Guds ”autoritet” og med ”ret” til at udfritte den bekendendes samvittighed og derefter at dømme eller tilgive alt efter hans eget forgodtbefindende. Men hvad siger Bibelen?
Paulus modsatte sig denne praksis med disse ord:
Vi er ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde; I står jo allerede i troen. (2 Kor. 1, 24)
Skriftemålet binder undersåtterne i nedværdigende underkastelse under præsteskabet, som gør sig selv til de eneste som er i besiddelse af kristendommens sande tro og lære. Men vi er ikke herrer over hinandens tro, kun medarbejdere.
