MENIGHEDEN LYS & SALT


KATOLSK LÆRE OM SKÆRSILD OG AFLAD



Iflg. Den Katolske Kirkes Katekismus defineres Skærsilden som ”en renselse til opnåelse af den hellighed, som er nødvendig for at kunne træde ind til den himmelske glæde”, og den opleves af dem, der ”dør i Guds nåde, men som stadig ikke er fuldkommen renset” (CCC 1030).


"Denne endelige renselse af de udvalgte. . . er fuldstændig forskellig fra de fordømtes straf” (CCC 1031). Kilde: Catholic.com

I korte træk går Skærsilds-læren ud på, at vi alle er syndere, og når vi dør, har vi alle en gæld at betale, før vi kan træde ind i himlen. Hvor lang tid vi skal være i Skærsilden fastsættes ved en opvejning af vores synder og vores gode handlinger her på jorden.


Denne lære har udviklet sig til også at omfatte læren om aflad. Aflad er den ekstra-sakramentale nedsættelse af en jordisk straf, som, i Guds retfærdighed, er givet pga. synd. Denne synd er blevet tilgivet – såfremt denne tilgivelse er bevilget af Kirken, ved udøvelsen af nøglemagten og ved brugen af Kristi og helgenernes rigelige fortjenester, og denne strafnedsættelse er givet som en belønning udfra nogle retfærdige motiver. Kilde Katolsk Bibel LINK


Iflg den katolske lære har vi altså mulighed for at oparbejde en “buffer”. Det sker i kraft af nogle aflads-handlinger, dvs. gode gerninger og bønner, som gøres her i dette liv, og som reducerer antallet af år i Skærsilden. Det vil være en slags “depositum”, når du kommer dertil.


Men findes der virkelig et sådant sted med en midlertidig pine? Hvad siger Bibelen om dette?​



Først og fremmest er dødstilstanden defineret som en søvn, og det liv vi lever, er Guds livsånde.


Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen (1 Mos 2,7)


Så længe jeg har livsånde i mig, og Guds ånde er i min næse (Job 23,7)


… før sølvsnoren brister og guldskålen revner, før krukken knuses ved kilden, og hjulet bryder sammen og falder i brønden, før støvet vender tilbage til jorden, hvor det var, og livsånden vender tilbage til Gud, som gav den (Klages 12,6-7)


Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han (Luk 23,46)


Med andre ord er vi alle skabt med Guds livsånde. Din ånd, som kommer fra Gud og unik i dig og i enhver af os.


Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig … (Jer 1,5)


Ja, livsånden går tilbage til Gud, men hvad med dem, der forkaster Gud her i denne verden?:


Gud skånede jo ikke de engle, som syndede, men styrtede dem i afgrunden, hvor de holdes i mørkets lænker indtil dommen … Herren formår at fri de gudfrygtige fra fristelse, men at holde de uretfærdige i forvaring til straffen på dommens dag (2 Pet 24,4-9)


Lagde du mærke til det? Gud holder de uretfærdige i forvaring indtil dommens dag. Men hvilken dag er det, der er tale om?


Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger (Åb 20,12-13)


Det betyder, at de, der døde i uretfærdighed, IKKE går gennem en anden slags straf efter deres død. Nej - Bibelen siger, at de ”holdes i forvaring” til den bestemte dag og det øjeblik, når alle de døde fra jorden og fra havet, skal oprejses for deres individuelle dom foran Gud. Hvad med dem, som er i live i Kristus?


Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles (1 Kor 15,51-52)


For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren (1 Thess 4,16-17)


Kristus har givet os det løfte, at:


I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen (Joh 14,2-4)


Hvad siger Bibelen om at rådføre sig med de døde?


At bede til eller for de døde er strengt forbudt i Bibelen. 5 Mosebog 18,11 fortæller os, at Herren afskyr enhver, der rådfører sig med de døde. Beretningen om Saul fortæller os, at han opsøgte et medium, som skulle mane den afdøde Samuels ånd frem. Dette resulterede i Sauls død fordi han var utro mod HERREN, han holdt ikke HERRENS ord, og han opsøgte endog et medium for at få rådgivning (1 Sam 28,1-25; 1 Krøn10,13-14). For det er en handling, som Gud strengt har forbudt.


Om vi beder til de døde om velsignelse, som katolikkerne gør til Maria, eller om vi beder for de døde, så er det en afskyelighed, som Guds børn skal holde sig langt borte fra. Min kære ven: spørg dig selv, hvordan din kirkes lære om de døde er? For hvis den afviger fra Biblens lære, er det et hedensk system, som du skal skynde dig væk fra.


Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden (1 Joh 4,1) … forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud (Matt 15,9)


Skil dig ud fra afgudsdyrkelsen:


Den (englen) råbte med kraftig røst: Faldet, ja, faldet er det store Babylon, det er blevet bolig for dæmoner, skjul for alle urene ånder, skjul for alle urene fugle, og skjul for alle urene og afskyelige dyr (Åb 18,2)


Så findes der virkelig et sted med en midlertidig pine? Svaret er absolut : NEJ