Denne underfundige praksis - at møde hedenskabet på halvvejen, udviklede sig meget tidligt i Kirken.
Allerede i ca. år 230 klager Tertullian – en katolsk kirkefar - over de mange kompromisser som kirken indgik med hedenskaben:
"Hos os", siger han, "som er fremmede overfor de sabbatter og nymåner og festhøjtider, der engang var accepterede af Gud, holder man i stedet Saturnalia i december og Brumalia og Matronalia i januar. Man giver hinanden gaver, nytårsdags gaver fejres under megen støj, og sport og banketter fejres med optøjer; åh, hvor meget mere går hedningerne ikke op i deres religion, hvor de passer særligt på ikke at tilegne sig nogle af de kristnes ceremonier." (TERTULLIAN, De Idolatria, c. 14., vol. i. p. 682.)
I disse ord af Kirkefaderen Tertullian kommer det tydeligt frem, hvor meget disse hedenske fester ligner vores jule- og nytårsfejringer til forveksling!
Mange prøvede at kæmpe imod dette, men trods deres anstrengelser fortsatte det store frafald, som apostlene og Paulus havde forudsagt. (Thes. 2,2 ff.) Tilbage var kun en lille rest af trofaste kristne udenfor Kirken - for hele statskirken blev oversvømmet af hedensk overtro.
