”Tonsuren” - kronragningen, sker sammen med aflæggelse af klosterløftet. Både munke- og nonneklostre opstod i det 4. århundrede. Novicerne i nonneklostrene får også deres hår klippet helt ned. Siden 1972 blev tonsuren officielt afskaffet for katolske præster, men praktiseres stadig i mange munkeordener. Men den har altid været et tegn på underkastelse af biskoppen i Rom.
Men hvorfor lagde Rom vægt på denne tonsur? Hvad var meningen med den? Her ved vi, at det synlige tegn for Bacchuspræster var tonsuren. Overalt i verden, hvor sporene af det kaldæiske religionssystem findes, følger kronragningen altid med. Hos Osiris’ præster og i det hedenske Rom, i Indien og selv i Kina var præsternes særkende altid det glatbarberede hoved.
Gautama Buddha, der levede mindst 540 år før Kristus, lod sit hoved rage i lydighed overfor en såkaldt guddommelig befaling, da han grundlagde buddhismen. En af hans titler var netop den ”hovedragede”.
Denne hedenske og ukristelige skik har bestemt ikke Guds behag. Det kan vi læse om i Bibelen - Guds Ord!
Ifølge Moseloven (ca. 1500 f.Kr.) var det udtrykkelig forbudt for de levitiske præster at kronrage sit hoved.
Præsterne må ikke klippe sig skaldet… (3 Mos 21,5)
Hvordan i alverden kan præsterne i Rom - som enevældigt har sat sig på kundskabens nøgle - finde på at kalde sig selv for Kristi efterfølgere, når de forbyder kirkegængerne at læse Bibelen som den er… hvordan får de deres skikke til at hænge sammen med Skriftens Ord, når de får deres præster til at bringe ”ublodige ofre” til den hedenske Himmeldronning… og når de samtidig bærer samme kendetegn som de kaldæiske Bacchuspræster?
Der findes kun ét svar - Guds svar:
Dér så jeg en kvinde sidde på et skarlagenrødt dyr, fuldt af bespottelige navne og med syv hoveder og ti horn. Kvinden var klædt i purpur og skarlagen og pyntet med guld og ædelsten og perler; i hånden holdt hun et guldbæger fyldt med afskyeligheder og hendes utugts urenheder. På panden var der skrevet et navn, en hemmelighed: "Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens afskyeligheder" (Åb 17,3-5).
