Der er endnu et symbol i den romerske gudstjeneste, som er værd at lægge mærke til, og det er korsets tegn. Enhver bøn og enhver tilbedelse bliver altid afsluttet med dette korsets tegn.
Korset bliver - i Rom - betragtet som den store beskytter i enhver faresituation og det bedste værn mod enhver fristelse. Korset ses som en ufejlbarlig tilflugt fra alle mørkets kræfter. Ja, korset bliver tilbedt med al den hyldest, som alene tilkommer den almægtige Gud. At omtale korset med Biblens Ord: forbandelsens træ, er – iflg. Rom - en dødssynd.
Paulus skriver:
Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors … (Gal. 6, 14)
At tillægge Paulus’ ord en sådan overtroisk holdning til et trækors er helt hen i vejret. De magiske evner, man tilskriver det såkaldte "korsets tegn” og den måde, hvorpå man tilbeder det på, er absurd.
Det selvsamme korsets tegn blev brugt i de babylonske mysterier, hvor man tilskrev det den samme magi, som man gjorde i Rom. Det, der nu kaldes det kristne kors, var oprindelig slet ikke noget kristent symbol, men hos kaldæerne og egypterne var det symbolet på det mystiske bogstav Tau - det første bogstav i navnet Tammuz. Dette mystiske Tau-bogstav - T - blev givet på panden af dem, der lod sig døbe som en indvielse i Tammuz-mysterierne, og det blev, i det hele taget, brugt som et helligt symbol.
For at identificere Tammuz med solen blev T-symbolet omkranset af en cirkel. Dette blev brugt som en amulet, man bar over hjertet. Man brugte det som officielt symbol, man bar på præstedragter i det hedenske Rom. Det blev båret i hånden af konger som tegn på deres værdighed og ”guddommelige” autoritet. De vestale jomfruer, som vågede over den evige ild i gudinden Vestas Tempel, bar det samme symbol i deres halskæder - ligesom nonnerne.
Korset blev tilbedt af de hedenske keltere lang tid før kristendommen kom til Vest- og Centraleuropa. Tau-symbolet blev tilbedt i Mexico, århundreder før de romersk-katolske missionærer satte deres fod i landet. Man rejste store stenkors, antageligt for regnguden. Korset blev regnet som et helligt symbol for Bacchus, den babyloniske ”Messias”, for han bar et pandebånd dækket med kors.
Korset er, for buddhisterne, symbolet på gudernes træ, Livets Træ, hvor blade, blomster og frugter springer ud fra Paradiset. Den måde, hvorpå Rom omtaler korset, viser, hvor nøjagtigt det stemmer overens med hinanden. Når korset bliver tilbedt i Rom kaldes det for Livets Træ, og de tilbedende bruger disse ord:
Hil dig, o Kors, triumferende træ, verdens sande frelse, blandt træer er der ingen som dig, med blade, blomster og skud … O Kors, vores eneste håb, giv de gudelige mere retfærdighed og tilgiv de skyldiges overtrædelser.
Dette hedenske symbol ser ud til først at have sneget sig ind i den kristne kirke i Egypten og i Afrika. En udtalelse fra Tertullian omkring midten af det 3. århundrede viser, at kirken i Kartago allerede var blevet smittet af denne gamle surdej. Særlig Egypten, som aldrig blev rigtig evangeliseret, ser ud til at være gået foran med at bringe dette hedenske symbol ind i de kristne menigheder. Den første form, som man kaldte det kristne kors, blev fundet på kristne monumenter, og er helt klart og uimodsigeligt det hedenske Tau eller det egyptiske Livets Symbol.
Denne udtalelse fra sir G. Wilkinsons taler for sig selv:
Et endnu mærkeligere faktum, i forbindelse med det hieroglyfiske Tau-symbol, er, at de første kristne i Egypten tilegnede sig det, og at talrige inskriptioner med Tau-symbolet er bevarede i vore dage fra de første kristne monumenter. De første former, som senere blev kaldt kristne kors, var intet andre end ”Crux Ansata” (Livets Symbol), som Osiris og alle de egyptiske guder bar.
