De fleste kristne ved, hvor flittigt Romerkirken bruger rosenkransen, og hvor mekanisk bønnerne over dens perler bliver fremsagt. Men rosenkransen er ikke kirkens påfund - den er faktisk meget almindelig i de hedenske religioner. Rosenkransen er meget almindeligt brugt blandt brahminere og hinduer, og i deres hellige bøger refereres der ofte til den. Således introduceres rosenkransen ved Satis’ (Shivas hustrus) død:
Da Shiva hørte det, besvimede han af sorg; og straks, da han var kommet til sig selv, skyndte han sig til den himmelske flods bredder, hvor han så sin elskede Satis’ afdøde legeme ligge, iklædt et hvidt klæde med rosenkransen i sin hånd, og hun strålede i sin pragt som skinnende guld.
I Tibet er rosenkransen blevet brugt blandt millioner af mennesker, som er buddhister. Sir John F. Davis fortæller os, hvordan man bruger den i Kina:
Fra tatarernes tro på Lama er rosenkransen med 108 perler blevet en del af den ceremonielle dragt af den niende grads officielle rang.
Der findes også en mindre rosenkrans med 18 perler, som de buddhistiske gejstlige bærer, hvormed de tæller deres bønner og mantraer – på nøjagtig den samme måde som den katolske rosenkrans bruges. I den asiatiske del af Grækenland var rosenkransen almindelig, som den ses ved billedet af gudinden Artemis i Efesos.
I det hedenske Rom dukker den op på samme måde. De romerske kvinders halskæder var ikke kun smykker. ”Moníle” var det almindelige navn for halskæde, som også betød ”ihukommelse” – hvilket viser os, hvordan de blev brugt - nemlig på samme måde som rosenkransen, hvilket er og forbliver en hedensk skik. Den, som praktiserer denne skik, lytter ikke til Jesu formaning:
”Men når I beder, må I ikke lade munden løbe, som hedningerne gør; thi de mener, de bliver bønhørt for deres mange Ord. Dem må I derfor ikke ligne; thi jeres Fader ved, hvad I trænger til, før I beder ham.” (Matt. 6, 7-8)
