Lederskabet i Guds menighed er ikke kun en Guds gave - den er samtidig altafgørende for om menigheden kan overleve, da det er lederskabets opgave at sørge for:
… at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op… (Ef 4,7-12)
Sådan var det på Paulus’ tid – og sådan burde det også være i dag.
Men i starten af de første århundreder - da kristendommen blev en statsreligion i det 4. århundrede - begyndte babylonsk lære at trænge ind, hvor det store frafald begyndte. Det var her, at Paven og kardinalkollegiet opstod – og som nu kan bevises at stamme fra Babylon.
Som vi tidligere var inde på, har Babylon - helt fra Nimrods tid - været hovedsæde for Satans religiøse system.
Men Satan skiftede siden hen sit hovedsæde til Pergamon, hvor han befandt sig i Johannes’ dage. Det ved vi, ud fra de ord Jesus talte til lederen i Pergamon menigheden, hvor han sagde:
Jeg ved, hvor du bor: dér hvor Satans trone står… (Åb2,12-13)
Hvordan flyttede Satan sit hovedsæde?
Da Babylon blev angrebet af perserne i ca. 130 f.Kr. flygtede Babels præster og bosatte sig i Pergamon.
Her fik de en enorm indflydelse på det religiøse liv i byen.
Attalaus III, kongen over Pergamon havde ingen søn til at overtage regeringsmagten. Derfor testamenterede han det fulde herredømme over byen til Rom. På denne måde blev Pontifex Maximus … titlen på ypperstepræsten over det babylonske flerguderi - overført til kejseren i Rom. Det samme blev kejserdyrkelsen. Med denne titel fik Kejseren både en "guddommelig" og kejserlig magt. Det var samtidig starten på flerguderiet, som snart bredte sig til hele Romerriget.
Et godt eksempel på kejserdyrkelsen i GT læser vi om i Daniels bog, hvor Daniels 3 venner, som var ført i eksil i Babylon, blev kastet i ildovnen, da de nægtede at bøje knæ og tilbede Kongen (Kejseren). Kort før år 100 e.Kr. var Pergamon centrum for kejserdyrkelsen. Der blev opstillet et billede af kejseren – og den der ikke ville tilbede dette billede, blev henrettet på Satans trone (Pergamonalteret også kaldet Zeusalteret).
I år 378 blev Pontifex Maximus-embedet overgivet til Damasus - biskoppen i Rom - af den unge kejser Gratian (367-383), som Damasus overtalte til at frasige sig embedet, med henvisning til at det var i strid med hans kristne tro. Her fik den såkaldte ”kristne” biskop overrakt nøglerne til Janus’ og Kybeles’ templer, hvor han gik efter magt og indflydelse. Det er disse nøgler der findes på pavens våbenskjold i dag og som symboliserer hans verdslige og åndelige magt – som en, "der slår bro mellem det himmelske og det jordiske".
Men først og fremmest måtte man overbevise de kristne om, at det vitterligt var ”Peters nøgler”, der her var tale om.
Klik på billederne herunder for at læse mere:
